Og livet går videre

[Julie the Merciful]

((...))

Ormehullet. Stedet lever op til sit navn. Det er et hul, der er så slimet og uhygiejnisk, at kun orme må kunne trives her. Alligevel er her propfyldt af væsner, selvom det kun er sen eftermiddag.
Ved et af bordene i et af de mange skumle hjørner, sidder en mørkklædt skikkelse og holder passivt øje med det hele. Den ene af de behandskede fingre holder en gaffel, og spidder et stykke sejt kød på tallerknen gentagende gange, med dovne, umotiverede bevægelser.
Øjnene ser ikke engang, hvad de foretager sig. Det mørke blik spejder ud i lokalet, ikke ligefrem nysgerrigt, men heller ikke uinteresseret i, hvad der foregår.
De fleste går bare forbi uden at bemærke hende mere end så mange andre. Den blege hud, det kulsorte, skulderlange hår og den mørke jakke får hende til at virke anonym. Hvilket er godt for øjeblikket. Hun ønsker ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed, end hun har brug for. Heldigvis er der ikke så mange her, der kan genkende hende alene på ansigtstræk, selvom hun vel er relativt kendt ansigt, også i denne del af smuglermånen.
Det er ironisk som man det ene øjeblik nyder godt af at have et rygte, og det næste øjeblik forbander det langt væk, og ønsker, at man var totalt ukendt. Men sådan er det, og sådan har det altid været. Den ene dag er man på toppen, den næste dag sidder man i en kloakbar og spiser Huttisk frokost.
Livet går videre, i hvert fald for alle andre end een selv.

Xirany tager en tår af sin dåse med energidrik, og skuler utilfredst fremad.
Indtil videre er hun da stadig i live. Så langt, så godt. Nu mangler hun bare at få lykken til at vende igen.

[Trine the Destroyer]

((..))

En dump lyd ved siden af Xirany afslører et andet individ, og da en ret stor quarren øjeblikket efter sætter sig over for hende, er gæsten hurtigt afsløret.

"[Sikke et ensomt sted at sidde helt alene]" gylper den på huttese

[Julie the Merciful]

((Xirany))

Xirany sætter sin dåse ned på bordet, og holder hånden om den, mens hun sender et fladt blik i retningen af sin nye bordherre.

"Det er det man normalt gør på ensomme steder. sidder alene. Det er det, der gør dem ensomme." svarer hun koldt tilbage, også på huttese, og uden at fjerne blikket fra Quarrenen.

[Trine the Destroyer]

((...))

Quarrenen klukker (vist nok.. ikke helt let at afgøre med alle de underlige tentakler) svagt, og læner sig ind over bordet til hende.

"En trist ting.. at sidde helt alene," svarer den fortsat på huttese
"På sådan en dejlig aften"

[Julie the Merciful]

((Xirany))

Xirany kan ikke undgå at rete sig lidt mere op,da tentakel-fjæset kommer tættere på. Han.. Den er klam og giver hende kvalme. Ligesom hele resten af det her sted.
Under bordet lader hun sin ene hånd finde sin blaster, just in case.

et øjeblik betragter hun bare Quarrenen med et svagt løftet øjenbryn. Hun ser alt andet end interesseret ud.

"Hvad vil du?" spørger hun tilsidst lige ud.

[Trine the Destroyer]

((...))

"Bare snakke lidt" gylper quarrenen videre og ser ikke ud til at fatte en hentydning.

"Er det ikke det, I kvinder så godt kan lide?"

[Julie the Merciful]

((Xirany))

Xirany laver en kort bevægelse under bordet, der dog på overfladen kun ser ud til at være trækken på skuldrene. Hun løfter igen et øjenbryn til Quarren'en.

"Hør her, Pateesa..." begynder hun, med en meget flad og tonløs stemme.
"Min blaster sigter lige nu direkte i mod et vist sted i mellem dine ben, og jeg trykker af inden for de næste 5 sekunder, medmindre du giver mig en meget god grund til at lade være. "

Hun håber faktisk at han ikke giver hende den grund.

[Trine the Destroyer]

((...))

Quarrenens tentakler laver en meget hurtig bølgebevægelse, hvad det så end betyder i quarrenverdenen. I hvert fald bliver hans blik en smule hårdere

"Så vil du nok også være interesseret i at vide at der ved din side, er rettet to blasterløb mod dit ynkelige lille hoved, min lille pige. Og de går af, hvis du så meget som tænker på at gøre mere ud af din lille... leg."
Hvis Xirany får mulighed for det, vil hun ganske rigtig se at der to-tre meter fra hende sidder to kutteklædte skikkelser med tydelige blastere rettet mod hende

"Så.. skulle vi ikke prøve at tale pænt til hinanden fra nu af?"

[Julie the Merciful]

((Xirany))

Xirany blinker et par gange med øjnene i skyggen under et lige, sorte pandehår, der naturligvis ikke er hendes eget, men bare en paryk.
Igen rettet hun sig lidt op, og skæver ud af øjenkrogen mod de kutteklædte typer.
Blasted. Så havde hun foretrukket at han bare var en almindelig, klam idiot der spillede smart.

Hun møder quarrenens blik igen og kniber øjnene sammen et kort sekund.

"Fint. Du starter."

[Trine the Destroyer]

((En gentleman))

Quarrenens tentakler slapper igen af, og lægger sig afslappet.

"Men du er måske ikke så meget for at tale alligevel?" Han læner sig længere ind til hende, så hans tentakler næsten kan røre hende.

"Og så skulle du måske give mig det lille legetøj du har under bordet, hva?" tilføjer han

[Julie the Merciful]

((Xirany))

Denne gang Kan Xirany ikke lade være med at vende hovedet halvt væk, og ruller svagt på øjnene, før hun dog trækker blasteren op og lægger den på bordpladen med et klonk.
Herefter lægger hun armene over kors og hæver hagen en smule,

"Så vidt jeg husker, var det dig der ville tale med mig og ikke omvendt." Siger hun.

[Trine the Destroyer]

((..))

En temmelig fed hånd tager imod Xiranys blaster og vender den rundt i luften.
"Såså, nu synes jeg, du skal tale pænt. Her kommer man bare og vil opmuntre en lille ensom pige lidt. Men du er måske den stille type?"

[Julie the Merciful]

((Xirany))

"Du forstår også virkelig at få løftet stemningen herinde." Kommer det tørt fra Xirany, idet hun kaster endnu et blik i retningen af de to fyre, der sigter mod hende.
"Hvis du vil snakke, pateesa, så drop gættelegen og kom til sagen: hvad er det, du vil mig?" Hun følger blasteren med øjnene et øjeblik, før hun møder Quarren'ens blik med et nu ret utålmodigt glimt i sine egne.

[Trine the Destroyer]

((..))

"Ah, så den direkte type altså," klukke-gylper quarrenen i en munter tone.

"Men så skulle vi måske gå udenfor, lille pige. Det kunne være vi kunne finde en måde at lette stemningen på sammen," med den hånd han ikke har Xiranys blaster i, gør han en minimal bevægelse til de to kutteklædte, der på sekundet rejser sig, og bevæger sig over på hver sin side af Xirany

[Julie the Merciful]

((Xirany))

Xirany skæver irriteret til det to personer med våbnene, men ser dog lige for øjeblikket ikke andre muligheder end at rejse sig.
"Det vil vise sig." bemærker hun koldt tilbage, stadig med armene lagt over kors,over den knælange, sorte frakke i vandskyende stof, man nu kan se hun bærer.