På rundvisning

[Weirdo]

((Thomas))

Det lader ikke til at Thomas reagerer på Trash og duggens lille skærmydsel. Han bevæger sig ihvertfald ikke og siger heller ikke noget.
"Du var lige ved at fortælle hvad der fik afværget mytteriet." Svaret kommer træt og mekanisk. Stadig ingen bevægelse, men hans øjenlåg er ved at give op.

[Trine the Destroyer]

((Trash))

"Nemlig, min dreng!" udbryder Trash og prikker sig på siden af næsen med en finger

"At håndtere et mytteri er den endelige test for enhver kaptajn, og Kaptajn Snitch var dengang ikke mere end ganske ung. Tvivlen omkring hans evner som kaptajn, var vel i virkelig det som gav mytterisnakken vind i sejlet. Men den stormfulde morgen fik han manet al tvivl i jorden for stedse. Ser du," siger Trash og peger betroende på Thomas

"Det er mest brugt blandt kaptajner at vise sin styrke og værd, ved at dele nogle solide øretæver ud til nogle taktisk udvalgte. Det giver som regel et hurtigt resultat, men det kan godt være lidt af en chance at tage engang imellem. Men Kaptajn Snitch overraskede os alle sammen den dag, da han trådte op på en af forskansningerne - ikke for at skyde nogen viste det sig - men i stedet tale til folkene."

Bothaneren trækker vejret dybt og løfter blikket til et sted langt borte i sin erindring.
"Sjældent har galaksen oplevet så veltalende en mand. Fra start til slut holdt talen hele besætningen fastlåst. - Jeg husker ikke det hele ordret, må du forstå," tilføjer Trash til Thomas, og lader sig ryste ud af mindernes fjerne verden
"- men til min dødsdag vil jeg huske hans afsluttende ord som hele besætningen opstemt stemte i. 'Ja, vi kan!'"
Den gamle sender et sidste længselsfuldt blik mod mindet i det fjerne og sukker, inden han går videre.

"Med fornyet tro og håb for os alle, mødte vi vore fjender med styrke. Hver mand syntes 10 fold stærkere og hurtigere, og selv om det blev en lang og blodig kamp, lykkedes det os at holde dem stagen, selv da de ganske overraskende brændte sig gennem skibet. Men det sideangreb viste sig faktisk at blive vores sidste redning,"

[Weirdo]

((Thomas))

"Øretæver til nogle taktiske udvalgte.. Ja, jo den har vi vist været igennem mig og kaptajnen.." Der kommer et lille smil på hans læber, men det lyder lidt som om han taler fra et andet sted. Man kan måske endda blive i tvivl om han overhovedet taler TIL Trash eller om han bare er igang med at føre en samtale med sig selv.
Men så er det som om han haler op, for han rynker pludselig panden og vender hovedet mod bothaneren.

"Hvad k....essel skulle det hjælpe at de brændte sig gennem skibet?" I det han starter sætningen presser et gab sig på og afbryder ham kort.

[Trine the Destroyer]

((Trash))

Bothaneren bemærker ikke hvordan Thomas sidder og tåger for sig selv, han har vist for travlt med sit eget lille fortællerprojekt. Den sidste bemærkning går dog ikke over hovedet på ham

"Jo, ser du," fortsætter han og løfter vigtigt på den ene finger.
"Størstedelen af besætningen kæmpede i landgangen, hvor vore fjender allerede havde tvunget sig vej gennem skibet. De væltede frem mod os i det der syntes som uendelige kaskader - på sin vis i lighed med regnen udenfor - og hver gang vi slog én ned, væltede tre frem i hans sted. Flere gode folk kæmpede bravt den morgen, og flere af dem døde også. Sent skal jeg glemme det kriger-skrig vores maskinmester kastede sig ud blandt fjenderne. Han forhindrede dem i at bryde gennem vores barrikade, men det var ulykkeligvis det sidste jeg så til ham." Trash sænker stemmen og holder en lille pause, som for at ære mandens minde

"Nuvel! Nedenunder arbejdede en gruppe i mellemtiden på højtryk med at få hypermotoren til at fungere igen. Hvis bare vi kunne på tændt op i tøsen, kunne vi komme levende fra suppedasen.
De var nu ikke kommet frem til en løsning endnu, da et stykke af gulvet i hjørnet af maskinrummet pludselig forsvandt, og det begyndte at strømme op med ubudne gæster. De første blev mødt af skud, men det var umuligt for vore folk dernede at holde dem stagen i længere tid, så efterhånden måtte de trække sig tilbage." Bothaneren klapper sig lidt på lårene og nikker sigende - vist mest for sig selv

"Det var i disse øjeblikke mens skudregnen stod fra den ene ende af rummet til den anden, at flere kaskader af laser endte i Meteorens hypermotor. Den gamle tøs gav pludselig en ildevarslende rumlen fra sig, og begge parter stoppede forundret skududvekslingen. Den rumlende lyd tog til i styrke og midt i dens crescendo sprang den pludselig gevaldigt, og i et blændende brag satte motoren i det samme til igen.
Ingen vidste hvorfor og hvordan, men det spildte man heller ikke tiden på at finde ud af. Så snart vi forstod at vi igen havde et flyvedygtigt skib, beordrede kaptajnen at få hende i luften"

[Weirdo]

((Thomas))

"Var han ikke død?" Mumler Thomas svagt da han læner sig tilbage ind mod den behagelige varme fra varmeanlæget og lukker øjnene. Forfærdelig søvndyssende.. den summende lyd af Trash der bare bliver ved og ved.. Kan næsten ikke høre ham længere.. Lige så stille er Thomas igen på vej ind i søvnen.

[Trine the Destroyer]

((Trash))

"Joh, han døde den skæbnesvanger dag," svarer Trash sørgmodigt,

"Da vi havde startet Meteoren op, var det ingen sag at lette hende. det var en sand fryd at se vore modstandere falde ud gennem den åbning de selv havde skåret gennem skibet. Med overraskede skrig forsvandt de ud gennem det massive tæppe af regn, der var så tæt at vi ikke engang kunne se når de landede på jorden. Skibet havde godt nok stået model til en del gennem angrebet, men den bagatel kunne ikke lægge en dæmper på glæden over at være sluppet fri fra det som ellers havde kunne ligne en dødfælde.
Snitch var heller ikke en mand som lod sig tynge af den slags når bare ma havde livet i behold. Men senere talte han med en smule bekymring om angrebet, for han brød sig ikke om det mønster man bagefter kunne tyde i det. Der var næppe tale om et tilfældigt angreb. Man kunne ikke lade være med at -"

"-Trash, han sover," lyder det bagfra, hvor dug'en fra før i mellemtiden er kommet tættere på.
Bothaneren stopper op, ser lidt halvforbavset frem for sig, ser nøjere på Thomas, og fnyser så.

"Sandelig en køn tak. Jaja, det er åbenbart de gamles lod," Han sukker og ryster på hovedet med et svagt smil.
"Man deler glædeligt ud af sine erfaringer, og hvad gør den såkaldt friske og rørige ungdom. Sover, gør den," Han rejser sig med en hånd/fod fra dug'en og begynder at forlade broen.
"Jeg er omkring, hvis der spørges, Meck," siger han inden han, mens han går, sætter flasken til munden