We need to talk about this

[Dust of Chaos]

((Derek))

Der er aldrig nogen, der har påstået, at et liv i militæret skulle være hverken sjovt eller let. Derek har heller aldrig gjort sig den illusion. Han har gjort sin pligt, og bidt livets vanskeligheder i sig. Sådan gør en god soldat.
Men på det sidste har det været...svært.
Derek aner ikke, om han havde godt af sin påtvungne sygemelding. Han føler sig egentlig kun mere træt nu, efter at være kommet tilbage til Black Angel. Eller også er han bare blevet opmærksom på, hvor gammel han efterhånden føler sig.

Det er aften på Black Angel. Sen aften, faktisk, men dog ikke helt nat endnu. Derek er blevet færdig med dagens arbejde, og har forladt sit kontor (han har indtil videre formået (næsten) at overholde lægens anbefalede fyraftenstider). Han sidder nu på kanten af sin seng i det sparsomt møblerede rum, der er hans kahyt, foruden det lille badeværelse.
Han ved, det banker på døren om ikke ret længe. Men om han har lyst til at snakke med hende, er en helt anden sag.

Han ved bare, at han er nødt til det.

[Lancer]

((Tanné))

Fodtrin kan høres ude på gangen. På en måde velkendte og alligevel helt fremmede. For det første er der ingen skarp klang i dem længere på samme måde som før. Ikke længere den samme, nådesløse tortur af gulvene. Det kan skyldes, at støvlerne ikke længere er de samme - eller det kan skyldes noget helt andet. I hvert fald bliver de først ordentligt tydelige øjeblikket før, at personen stopper op uden for kahytsdøren og banker på.

[Dust of Chaos]

((Derek))

Derek løfter hovedet, et eller andet sted halvt forvirret over at noget...mangler? Han er et splitsekund i tvivl om det overhovedet er Tanné, selvom han ikke er bevidst om at det er lyden af hendes skridt, der gør det.
Han rejser sig op, og åbner døren.

[Lancer]

((Tanné))

En høj, rank kvinde står ude på gangen, da døren åbner. Hun er iført RET's sorte uniform, pletfri og nystrøget - selv efter fyraften over hel dags arbejde. De højhælede støvler er erstattet af et par, blankpudsede støvler, som stemmer fuldstændig overens med reglementet i flåden.
Den sølvfarvede manke er klippet kortere, men er dog stadig nok, at hendes hår kan samles i en stram fletning i nakken. Ansigtet ligner sig selv, bort set fra det alvorlige glimt i de brune øjne. Det er næsten som om flammerne i dem er gået ud.

"Godaften, General." Tanné Jupal nikker let, dog uden at gøre honnør.

[Dust of Chaos]

((Derek))

Derek er ikke helt sikker på, at han står overfor den samme kvinde, som Tanné var inden hun tog til Taris. Var hun nogensinde den kvinde, han troede han kendte? Derek svarer med et kort nik, og fjerner sig fra døren så hun kan træde ind. "Godaften,"

[Lancer]

((Tanné))

Tanné træder forbi Derek og indenfor, idet hun holder blikket fæstnet mod et bestemt punkt på væggen, som egentlig ikke er noget særligt. Men det holder hendes hukommelse fra at hælde hele spanden med minder ned over hende, som Dereks kahyt giver.
"Du ville tale med dig?" siger hun langsomt. Hendes arme krydser sig løst over brystkassen.
Så tager hun sig sammen og vender sig om for at se på ham.

[Dust of Chaos]

((Derek))

Døren lukker lukker efter hende, og Derek tavst på Tannés ryg, indtil hun vender sig om. "Du mener ikke, vi burde få snakket?" Hans ansigt er aflukket og viser ikke, hvad der foregår bag hans enlige, grå øje. Ikke en maske han normalt finder det nødvendigt at stille op overfor Tanné, men et eller andet ved hende får ham til at føle en vis...distance mellem dem. En distance, han længe har vidst de sidste uger har skabt imellem dem, men som han først nu er blevet opmærksom på.

[Lancer]

((Tanné))

"..."
Tanné ser bare på ham. Han ser bedre ud, end sidst de mødtes, hvor han var ved at gå til af stress. Men han ser stadig ikke ud til at have det... godt - på den måde.
Ligesom hun heller ikke har det godt. På trods af at Doktor Cain vil påstå, at hun ikke har haft det bedre fysisk nogensinde i løbet af de sidste tre år.
Hun nikker langsomt. "Jo. Det gør jeg."

[Dust of Chaos]

((Derek))

Hvordan går det?

Er dit nye arbejde spændende?

Det er efterhånden længe siden.

Hvad har du lavet på det sidste?

derek kan ikke finde på noget som helst at starte en samtale med, der ikke lyder fuldstændig hjernedødt. På den anden side har han også ofte synes at tilfældig tom udenomssnak var spild af tid.

"Hvor længe vidste du det?"

[Lancer]

((Tanné))

Når det gælder udenomssnak, er Tanné af samme mening som Derek. Men lige nu ville hun have givet sin venstre arm for at få bare et par minutter til at forberede sig på det spørgsmål, som han netop har stillet.
"Kan du huske, da du sendte mig på infirmeriet med en sønderskudt skulder, efter jeg vendte hjem fra piratjagterne?" siger hun dæmpet. "Doktor Cain fandt noget andet udover sporene efter mit stofmisbrug."

[Dust of Chaos]

((Derek))

Dereks ansigt fortrækker ikke en mine, på trods af hendes ord.
"Hvorfor valgte du ikke at sige noget?" Heller ikke hans stemme udtrykker noget.

[Lancer]

((Tanné))

"Kunne jeg det?" Tannés ansigt kunne meget vel være en kopi af Dereks, var det ikke for blikket i hendes øjne. "Hvordan ville du have, at jeg skulle sige det til dig?"

Hun ryster på hovedet, så hendes korte fletning rykker let fra side til side. "Jeg kunne ikke."

[Dust of Chaos]

((Derek))

Derek betragter hende tavst et øjeblik eller to. Så ryster han kort på hovedet, som om han helst vil ryste sine tanker af sig.
"En rettergang var ikke måden, jeg helst ville have haft det at vide på." Mere en konstatering end en anklage. At være kraftfølsom er ikke ligefrem let i disse tider. Men det får ham ikke til at føle sig mindre stukket i ryggen.

[Lancer]

((Tanné))

"Det var heller ikke måden, jeg ville have fortalt dig om det," svarer Tanné. Hun kan udmærket forestille sig, hvor mange dolke Derek må føle i sin ryg lige nu.

[Dust of Chaos]

((Derek))

Dereks ene øjenbryn hæver sig en anelse. Faktisk så lidt, at det næsten ikke er til at se. "Havde du overhovedet tænkt dig, at fortælle mig noget?"