Post by Lancer on Jan 12, 2010 12:57:31 GMT -5
Alle familier har sorte får, har de ikke??
Navn: Tanné Jupal
Race: Menneske, hunkøn
Alder: 30 år
Hjemplanet: Naboo
Højde: 1,80 m
Vægt: 58 kg
Hårfarve: Sølv
Øjenfarve: Brun
Sprog: Basic, Naboonesisk, Gungan, Huttese, Corelliansk, Bothan
Økonomi: Tja, officerer får ikke nogen ringe hyre.
Udseende:
Miss Jupal kan ses på lang afstand, er man først præsenteret for hende én gang og ved, hvad man skal kigge efter. Hendes lange, tykke manke af sølvfarvet hår er nem at få øje på, selv i den tætteste menneskemængde. Håret ender ved taljen, men hun holder det samlet og flettet i nakken, så det virker en smule kortere. Det bryder dog de disciplinære regler i militæret, hvad hår-længde angår. Som en evig plage er håret frygtelig livligt og lader altid et par tjavser falde ned i hendes øjne, så det stramme, kontrollerede i hendes frisure forsvinder som dug for Tatooines sole. Det er dog ikke ligefrem fordi det generer Tanné. Snarere tværtimod, burde man vel sige. Hendes hår er lige så oprørsk som hende selv. Hun vil hellere tage flere måneders køkkentjans, end at klippe sig korthåret. Det skyldes ikke forfængelighed, men nærmere hendes evige problem med autoriteter.
Øjnene er heller ikke nemme at glemme. Store, mandelformede og brune med ravgyldne stænk. De mørke, kraftige øjenbryn fremhæver dem kun mere, og man kan knap se det hvide omkring de farvede irisser, på grund af intensiteten i deres blik. Forventer man at se det mindste glimt af varme i Tannés øjne, bliver man skuffet. Med mindre hun virkelig er vred, og orange flammer slikker op omkring de brune irisser. (Det er så der, man skynder sig væk, hvis man er genstand for hendes vrede.) Tannés øjne viser sjældent andet end et forvrænget bittert spejlbillede af den verden og de folk, hun ser omkring sig. Hun er dog udmærket i stand til at sende blikke dyppet i gift, gennemsyret af hån, syltet ind i hån, dryppende af sarkasme, ulmende af ondskab, flammende af vrede… Man kommer pludselig i tvivl om blikke virkelig KAN slå ihjel, har man først set Tanné i øjnene. Ned over højre øje har hun et tyndt ar, der næsten er usynligt på hendes bronzefarvede hud, og i modsatte øjenbryn sidder en piercing.
Tannés ansigt er smalt med fine træk, som får hende til at virke alfeagtig. De smukke træk er dog for længst stivnet i en bitter maske af is, som skal holde alle ude. Ser man godt efter, er det nemt at udpege de dybe, hærgede spor af smerte og lidelse i hendes ansigt, som end ikke tiden kan fjerne. At komme tæt på Tanné er som at flyve gennem et asteroidefelt. Den mindste fejltagelse, så er man færdig. Og skulle man mod alle odds klare sig igennem uden alt for mange knubs, er der altid den overhængende sandsynlighed for, at der kommer en stor meteor susende forfra og rammer én lige i synet. Som sagt, Tanné bryder sig ikke om, at folk kommer for tæt på.
Det sker kun i yderst sjældne tilfælde, at Tannés læber mønstrer et ægte, varmt smil. Udover det grusomme, blodtørstige, halvpsykopatiske smil, når hun skal til at slå noget (eller nogen) ihjel. Ellers benytter hun udelukkende de smukke træk til at udstråle sin foragt for galaksen omkring hende. Gennem hele sin militære karriere har hun trænet i at holde ALLE følelser inde under huden, hvilket også lykkes i langt de fleste tilfælde. Dette gælder dog ikke hendes sprudlende, aggressive følelser. De får som regel frit løb.
Af en Naboonesisk kvinde at være er Tanné bemærkelsesværdigt høj. Dog ikke så høj som hun gerne ville være. Huden er bronzefarvet, efter mange års sol på forskellige planeter. Hun er tynd og kunne lige så godt kun bestå af muskler, knogler og hud. Alt andet overflødigt fedt er smeltet bort fra hendes skikkelse. Det er også kun på grund af hendes daglige workout, at hun ikke kommer til at ligne et offer for en langvarig hungersnød. Musklerne er slanke og faste under hendes hud og ser ikke rigtig ud af noget. Men man skal aldrig skue ewokken på pelsen. Tanné er stærkere, end hun giver udtryk af. Det er dog hendes hurtighed, smidighed og indgående kendskab til forskellige grene af kampsport, der holder hende i live.
Man ser mest Tanné med armene over kors eller placeret på ryggen, med benene let spredt og fødderne i et V. Det sker dog, i afslappede tilfælde, at hun skifter vægten fra den ene fod til den anden og hviler en hånd mod sin hofte i en afventende position, mens hun skyder et øjenbryn i vejret og spidser læberne eftertænksomt. Dette sker dog oftest i civil.
Hænderne er slanke, fingrene tynde, og neglene spidse og lakerede. Et tegn på forfængelighed eller et yderst ubehageligt forsvar? I Tannés hænder kan selv den mindst uanseelige ting være et dødbringende våben. Blodårerne træder kraftigt frem på hendes håndrygge og minder iagttageren om, hvor mange slag denne unge kvinde allerede har fået af livet. Hendes krop bærer flere ar, end hendes solbrændte hud tillader at vise.
Venstre skulder vil dog altid tiltrække opmærksomhed. Her har hun tre skrå slash-marks, så længe som hendes skulderblad, der er brændt dybt ind i huden. De heler aldrig og kan ikke fjernes på nogen medicinsk mulig måde. Tanné taler aldrig om sit brændemærke og snerrer afvisende, blot ved benævnelsen af det. Hun både hader og elsker dette mærke, da det både minder hende om en stor lykke og en lige så stor sorg.
På højre underarm har hun et serienummer tatoveret: 15254-118-1200. Denne tatovering fik hun næsten samtidig med sit brændemærke, og begge har samme ophavsmand. Ligesom mærket på hendes skulder kan tatoveringen ikke fjernes – eller også ønsker Tanné slet ikke at få den fjernet…
I det ene øre hænger én enkelt ørering: En sølvsol. Ellers bærer hun ingen andre smykker, ser man bort fra den sorte lædersnor om hendes hals og den enkle sølvring med en lille sten i på hendes højre ringfinger. Netop ringen reagerer Tanné ligeså afvisende på som hendes brændemærke, skulle man finde på at spørge om den.
Tanné bærer to slags tøj: Ét i tjeneste og ét i civil.
Hendes tjenestetøj består af en dybgrøn heldragt med en sort uniform udenover. Hertil hører et enkelt våbenbælte, hvor der er plads til to mindre blasterpistoler og en vibroblade, plus en udstyrspung. Hun bærer blankpudsede langskaftede støvler med flade hæle, sådan som reglementet foreskriver. Hænderne er oftest skjult af sorte læderhandsker.
Civiltøjet er dog en ganske anden snak. Tanné kan også finde på at bære det i tjeneste, hvis hun lige føler for det på givne tidspunkt. Det består af mørke bukser med seler, en løs, grov skjorte med en tanktop indenunder og en blodrød pilotjakke hen over det hele. Hun bærer to bælter, som ligger i et kryds, hvilende på hendes hofter. De er rigget til med så mange ubehagelige våben, som Tannés forskruede hjerne overhovedet kan komme i tanke om. Af fodtøj bærer hun langskaftede snøre-støvler med høje hæle. (Blot for at pynte lidt på sin højde) Pilotjakken gør hende også en anelse mere bredskuldret, så ballademagere forhåbentlig tænker sig om to gange, før de stiller sig i vejen for hende.
Tanné kan til særlige lejligheder bære kjole, er hendes humør til det.
Mod alle regler, skrevne og uskrevne, har Tanné et alvorligt stofmisbrug. Hun er sluppet af sted med det gennem mange år ved at stikke sig selv mellem tæerne i stedet for i armene. På den måde opdager ingen de mange stikmærker.
Styrker:
Tanné er i den grad glad for våben og besidder en vis kreativitet, når det kommer til at udtænke nye, mere eller mindre ubehagelige våben, som kan skjules på ganske små steder. Hun har gennemgået træning som snigskytte og er foruroligende dygtig på det område. Desuden har hun en passion for kampsport.
Af andre styrker at nævne må hendes evne til at fryse sine følelser ned også nævnes. Truer de med at bryde frem, brænder de op i hendes raseris flammer.
Vælger Tanné at være det, kan hun udstråle en vis charme, som er et de stærke træk i Jupal-familien.
Tanné er frygtelig glad for vand og en fremragende svømmer.
Svagheder:
Tanné lader ikke til at frygte noget som helst, men i virkeligheden er hun skræmt fra vid og sans ved tanken om hospitaler, læger… og sprøjter. Særligt det sidste kan kalde en nøgen rædsel frem i hendes øjne, så man ikke skulle tro, at det er en barsk og hårdkogt Republik-kaptajn, man har for sig. Skal Tanné give sig selv en indsprøjtning, er der dog ingen problemer. Der har hun nemlig selv fuld kontrol over, hvad hun giver sig selv og hvor meget. I modsætning til at være tvunget til at have tillid til en eller anden psykopat af en læge.
En anden skjult skræk er også små, lukkede rum. Tanné lider af en uhelbredelig klaustrofobi.
Herudover er Tanné stædig som en gammel bantha. Hun er ganske vist opdraget til at kunne gå på kompromis, men den politik har hun kasseret for mange år siden, til fordel for at stå fast på sine synspunkter, lige meget hvad.
Tanné lider kun af et stofmisbrug, ikke et alkoholmisbrug. Hun drikker sjældent, med mindre hun bliver budt eller befinder sig selv i byen. Hun kan ved særlige lejligheder godt tillade sig at drikke sig en blasterriffel i øret og vågne op med hovedpine næste morgen. Ellers foretrækker hun at være ædru for at have kontrol over sig selv.
Tanné ryger cerutter, lige meget hvor og hvornår.
Væremåde:
Jupal-slægten er diplomater eller politikere. Forhandler eller diskuterer. Tanné gør ingen af delene. I modsætning til sine søskende sprang hun universitets-uddannelsen over. Hvilket nok har påvirket hendes opførsel gevaldigt. For over 15 år siden var hun lige så velopdragen og korrekt som enhver anden Naboonesisk opdraget pige, men det er trods alt længe siden.
Alt hvad der er tilbage i hende nu, er bitterhed. Bitterhed mod galaksen, mod Republikken som hun endnu tjener, bitterhed mod alt og alle, der vover at krydse hendes vej. Hun nærer intet andet end foragt for sine medskabninger, og skulle der vise sig en lejlighed, er hun ikke sen til at lade dem vide, PRÆCIS hvad hun synes om dem. I YDERST velformulerede sætninger. Trangen til at tale rent ud af posen er oftest den, som bringer flest problemer med sig. Tanné tager ikke ballade særlig tungt. Får hun problemer, kan hun vel lige så godt gøre sig fortjent til dem. Hun har et frygteligt temperament og står ALDRIG i vejen for at udøve meningsløs vold. Om det så er imod en overordnet. Så kan hun tage skraldet bagefter. Tanné lever livet impulsivt og vælger at konfrontere konsekvenserne af sine valg med løftet pande. Det er ikke mod, hun mangler, men der er øjeblikke, hvor hendes omgivelser nogle gange overvejer, om hun har et seriøst dødsønske eller bare er lidt FOR impulsiv. Svaret på det spørgsmål kender kun Tanné selv.
Tanné afskyr at stå stille for længe ad gangen og kommer nemt til at kede sig. Ordet ’tålmodighed’ er hun flere gange nødt til at slå op i sin mentale fremmedordbog for at huske betydningen. Og så er det ikke engang sikkert, at hun husker det særlig længe. Tydelige tegn på utålmodighed er tappen af negle mod bordpladen eller knækken af knoer.
Der findes også en anden side af Tanné, som hun kun viser i yderst sjældne tilfælde. En blødere, mere sympatisk side. Men den er efterhånden druknet i havet af bitterhed og vrede. Hun udviser sjældent andet end foragt for sine omgivelser. Der er alligevel visse ømme punkter, som kan få den hårde skal til at krakelere, rammer man rigtigt. I sådanne tilfælde vil det være muligt at se en gammel, vedblivende smerte i de brune øjnes dyb, som truer med at opsluge hele Tannés væsen, skulle hun give efter blot ét kort sekund. Om man overlever at ramme hende så dybt, er dog usikkert. Tanné reagerer hellere med vold end med ord, på trods af at hendes udvalg af eder og forbandelser på flere forskellige af galaksens sprog er ganske farverigt.
Livet som kaptajn i Republikkens militær er ikke nogen dans på roser for Tanné, da hun, foruden sin alt andet end eksemplariske opførsel, har et problem med autoriteter. Hun kan ikke fordrage at blive kostet rundt med og få ordrer smidt i ansigtet, som om det er en selvfølge, at hun følger dem. I langt de største tilfælde parerer hun ordrer, men hun gør det tvungent. Hvilket hun ikke er sen til at fortælle sine overordnede. Mere end én gang har hun fået en sag om lydighedsnægtelse på halsen, men det har endnu ikke frataget hende kommandoen eller sin rang.
Efter flere års tjeneste i kommandosoldaternes rækker har Tanné udviklet en barsk, sort humor, blandet med dødsforagt og bidende sarkasme. Hun befinder sig bedst i selskab med en flok grove kommandosoldater end en hel flok adelsdamer/porcelænsdukker fra Naboo.
Skulle man nogensinde finde på at sende Tanné til en psykolog, ville hun med stor sandsynlighed blive stemplet som rablende sindssyg eller lettere psykopatisk og blive spærret inde på den lukkede afdeling.
Tanné er stærkt kraft-sensitiv, men er ikke selv klar over det. Godt det samme. Hun hader Jedis og mener, at galaksen i den grad er blevet et bedre sted uden dem.
Baggrund:
Tanné er født og opvokset på Naboo, nærmere betegnet i hovedstaden Theed. Forældrene tjente begge som rådgivere for det royale overhoved og var ansete senatorer på Coruscant. Deres holdninger vejede tungt i en debat i Senatet. Udover Tanné havde de tre andre døtre. To af dem var yngre end Tanné, én af dem var ældre.
Tannés opvækst var forholdsvis begivenhedsløs. Sommermånederne blev tilbragt på landstedet i Lake Country, mens vintermånederne foregik hjemme i hovedstaden. Hun gik i skole som andre børn, men blev også undervist hjemme af sine forældre, som mente, at uddannelse var den eneste vej frem i galaksen. Som 12-årig begyndte hun på universitetet i Theed.
På Naboo mærkede man ikke meget til den hærgende krig. Tanné hørte ganske vist om den fra Holonettet og bemærkede sine forældres bekymring, når de vendte tilbage fra deres lange rejser til hovedstadsplaneten. Galaksens problemer var dog ikke noget, som ligefrem blev diskuteret ved middagsbordet i det lille hus på den smalle gade i Theed. Men det var almindeligt i familien, at børnene blot skulle spørge, ønskede de at vide noget om de dønninger, som passerede gennem galaksen. Derfor vidste Tanné i en tidlig alder en del om kampen mellem Sither og Jedier, hvor Jedierne var heltene. De beskyttede de svage og vogtede retfærdigheden i galaksen. Hun drømte hemmeligt om en dag at komme til at møde en rigtig Jedi.
Hendes drøm blev opfyldt – men under ingen omstændigheder på den måde, som hun havde forestillet sig.
Tanné havde kun lige rundet de 16 år, da hendes liv tog et brat spring fra det beskyttede miljø i familiens hjem i Theed ud til i den store, skræmmende galakse.
Den første rejse til Coruscant med universitetet vendte Tanné aldrig hjem fra.
Skibet blev overfaldet af pirater efter afrejsen fra Coruscant. Besætningen blev aflivet, og passagererne kidnappet, inden piraterne sprang det nu rømmede skib i luften for at narre eventuelle redningshold til at tro, at alle ombord var omkommet.
Da Tanné så skibet, som skulle have ført hende hjem i sikkerhed, sprænges i stumper og stykker, satte det også et punktum for hendes liv som datter af et par berømte Naboonesiske senatorer. I piraternes øjne var hun intet andet end en slave – en meget smuk slave med en yderst sjælden hårfarve – som skulle sælges videre til en favorabel pris. Men indtil den helt rigtige køber kom forbi, måtte Tanné udføre det samme nedværdigende arbejde som alle andre ombord på piraternes krydser.
Tanné blev købt af en mørk Jedi. En svoren fjende af Jedierne.
Og havde hun troet dengang, at livet som slave ikke kunne blive værre, måtte hun alt for hurtigt sande, at hun havde taget fejl. Godt og grundigt fejl.
Allerede den første dag var et helvede. Som gentog sig hver enkelt af de efterfølgende dage. Tanné fik som noget af det første tatoveret et serienummer ind i sin højre underarm. Så hun selv og alle andre kunne se, hvem hun tilhørte. Der blev ikke opereret nogen eksplosiv sender ind i kroppen på hende. Hendes ejer kunne uden større besvær fornemme, hvis nogen af hans slaver forsøgte at løbe bort.
Tanné var skræmt fra vid og sans ved synet af de rædsler, som dagligt udspillede sig ombord på krydseren Dark Passion, som hendes herre kaldte for et ’hjem’. Skibet var i evig bevægelse rundt i galaksen, på flugt fra Republikken og Jedi-Ordenen. Det var dog tvunget til at gøre holdt på afsides beliggende planeter for at hente forsyninger. Her forsøgte slaverne ombord oftest at flygte. Og her var deres herre også mest opmærksom på det.
Den første gang, Tanné så én af sine medfanger, en kvinde lidt ældre end hende, blive henrettet, var hun nær besvimet af rædsel. Det lykkedes hende dog at beherske sig, til hun nåede ud på gangen og kunne kaste op.
Den mørke Jedi sugede livet ud af sine slaver. Tanné så ham lægge hænderne om nakken på den dødsdømte slave og kysse hende, idet han drænede hende for alt liv og derefter smed liget fra sig på gulvet med en kold ligegyldighed, som var hun den ubrugelige skræl af en fortæret frugt.
Det skulle ikke være den første henrettelse, Tanné overværede. Hendes ejer kunne finde på, uden nogen særlig grund, at gribe den nærmeste slave og dræne denne fuldstændigt eller delvist for liv. Én gang gik det ud over pigen, som arbejdede lige ved siden af Tanné. Hun blev beordret til at sende liget ud af affaldsskakten.
Hun blev efterhånden mere og mere overbevist om, at hun ville dø ombord på Dark Passion. Langt fra sit hjem, sine forældre og sin familie.
Tannés plads ombord var noget særligt. Om det så var negativt eller positivt, var dog en gåde for hende. Hun var sin ejers private slave. Det var hendes opgave at gøre rent i hans værelser og på hans kontor, vaske hans tøj, servere hans mad og ellers bare… underholde ham. Var hun ulydig, blev hun straffet. Mere end én gang oplevede hun at mærke hans kolde læber presse sig mod hendes mund, idet han drænede hende for energi. Dog aldrig så meget at hun døde af det. Så meget var hun dog værd i hans øjne. Hun forsøgte kun tre gange at stikke af. Den tredje gang brændemærkede han hende med Kraften på skulderen. Selv nu, over 15 år efter, kan Tanné stadig vågne med et gisp, idet hun mærker hans negle bore sig dybt ned i hendes hud og kradse ned i de tre slashmarks, hun bærer.
Men som tiden gik ombord på Dark Passion, oplevede Tanné at begynde at lægge mærke til en ændring i sin ejers opførsel. Da han ved en tilfældig lejlighed drænede hende som straf for en fejl, bemærkede hun en ulmende varme i hans ellers så isnende kolde kys. Flere dage gik, hvor hun var sikker at have taget fejl. Hendes ejer var kold. Der var ingen varme. Men hun greb sig selv i at længes efter hans drænende kys, stik imod al fornuft. Hun var sikkert ved at blive sindssyg, besluttede hun.
Det var slet ikke meningen, at hun ville forelske sig i det uhyre, som hendes herre skulle forestille at være. Hun så ham myrde uskyldige slaver hver dag, men overfor hende var han anderledes. Det kom dog alligevel bag på hende, da han en dag sendte hende et smil. Et ægte, venligt smil. Tanné var helt sikker på, at hun var blevet syg og hallucinerede.
Hendes tvivl forsvandt dog, da han den næste gang greb hende for at give hende et af sine livsdrænende kys. Det… blev bare ikke rigtigt til noget. I stedet mærkede hun varme, stærke læber blive presset mod hendes mund i et dybt, kærligt kys. Om han havde planlagt det, fandt hun aldrig ud af. Hun var også ret ligeglad på det tidspunkt, mens hun lagde armene om ham og tillod sig at besvare hans kys, ikke engang nervøs for at han ville ombestemme sig og straffe hende.
Det skete bare ikke. I stedet fortalte han hende sit rigtige navn. Ikke et eller andet faretruende Darth-navn, men sit rigtige navn, som han var født med: Evan.
Men deres tid sammen var kortvarig, på trods af de følelser, de havde fundet for hinanden. Dark Passion blev en dag angrebet af en gruppe Jedier.
De slog Evan ihjel og ’befriede’ Tanné, som blev ført hjem til Naboo. Dark Passion blev sprunget i stumper og stykker, da sådan en ’ondskabens rede’ aldrig skulle bruges i Republikkens tjeneste.
Hendes forældre var lykkelige over at genfinde deres datter, som havde været troet død i så lang tid. Hendes søstre var ligeså henrykte over at få deres søster tilbage. Hele Theed lod til at juble over historien om den unge pige, som var blevet revet ud af kløerne på en ond, grusom Sith-fyrste.
Gennem jublen hørte ingen den hjerteskærende, ulykkelige gråd bag den lukkede dør til Tannés værelse.
Herefter var Tanné som en fremmed for sin familie. Hun havde intet andet tilovers end kulde for sine forældre, som mente, at hun skulle se at komme videre med sit liv og sørge for at glemme de horrible oplevelser, hun havde været udsat for.
Men Tanné ønskede ikke at glemme. Hun hadede Jedierne for mordet på Evan, hadede dem for at have tvunget hende tilbage i de beskyttede rammer, som hun netop havde lært at leve uden. Og elske livet uden.
Hendes gode opdragelse var som suget ud af hende med et af Evans drænende kys.
Tanné forlod sine studier på universitetet (til sine forældres store chok) og lod sig hverve til Republikkens flåde. Hun klarede sig gennem Akademiet og tilbragte adskillige år tilknyttet en gruppe af kommandosoldater som sniper. Herefter opnåede hun en rang en Kaptajn og fik kommandoen over sit eget skib, en Mon Cal-krydser ved navn Heart of Defiance. Netop hendes plads som øverstkommanderende på krydseren er diskuteret meget i de militære rækker, da hendes besætning, udvalgt af hende selv, er en bred vifte af væsner fra alle galaksens hjørner med hver deres små særheder og specielle områder. Andre officerer ville afskedige hele banden, men Tanné elsker sin besætning som en familie.
Siden da har Tanné patruljeret omkring med sin krydser og deltaget i sammenstød mellem Republikken og pirater eller Hutter. Desuden deltager hun også med en foruroligende stor lidenskab i jagten på Jedi-Riddere. Hendes had til dem og deres orden brænder stadig stærkt, selv så mange år efter. Hun bryder sig ikke videre om Republikken, men den er bedre end så mange andre alternativer. OG den har udstødt Jedierne…
Hun taler aldrig mere med sin familie og vil helst gerne glemme, at de overhovedet eksisterer.
Der er intet tilbage af den lille, elskelige pige fra Naboo. Spørger man Tanné, døde hun ombord på Dark Passion.
Navn: Tanné Jupal
Race: Menneske, hunkøn
Alder: 30 år
Hjemplanet: Naboo
Højde: 1,80 m
Vægt: 58 kg
Hårfarve: Sølv
Øjenfarve: Brun
Sprog: Basic, Naboonesisk, Gungan, Huttese, Corelliansk, Bothan
Økonomi: Tja, officerer får ikke nogen ringe hyre.
Udseende:
Miss Jupal kan ses på lang afstand, er man først præsenteret for hende én gang og ved, hvad man skal kigge efter. Hendes lange, tykke manke af sølvfarvet hår er nem at få øje på, selv i den tætteste menneskemængde. Håret ender ved taljen, men hun holder det samlet og flettet i nakken, så det virker en smule kortere. Det bryder dog de disciplinære regler i militæret, hvad hår-længde angår. Som en evig plage er håret frygtelig livligt og lader altid et par tjavser falde ned i hendes øjne, så det stramme, kontrollerede i hendes frisure forsvinder som dug for Tatooines sole. Det er dog ikke ligefrem fordi det generer Tanné. Snarere tværtimod, burde man vel sige. Hendes hår er lige så oprørsk som hende selv. Hun vil hellere tage flere måneders køkkentjans, end at klippe sig korthåret. Det skyldes ikke forfængelighed, men nærmere hendes evige problem med autoriteter.
Øjnene er heller ikke nemme at glemme. Store, mandelformede og brune med ravgyldne stænk. De mørke, kraftige øjenbryn fremhæver dem kun mere, og man kan knap se det hvide omkring de farvede irisser, på grund af intensiteten i deres blik. Forventer man at se det mindste glimt af varme i Tannés øjne, bliver man skuffet. Med mindre hun virkelig er vred, og orange flammer slikker op omkring de brune irisser. (Det er så der, man skynder sig væk, hvis man er genstand for hendes vrede.) Tannés øjne viser sjældent andet end et forvrænget bittert spejlbillede af den verden og de folk, hun ser omkring sig. Hun er dog udmærket i stand til at sende blikke dyppet i gift, gennemsyret af hån, syltet ind i hån, dryppende af sarkasme, ulmende af ondskab, flammende af vrede… Man kommer pludselig i tvivl om blikke virkelig KAN slå ihjel, har man først set Tanné i øjnene. Ned over højre øje har hun et tyndt ar, der næsten er usynligt på hendes bronzefarvede hud, og i modsatte øjenbryn sidder en piercing.
Tannés ansigt er smalt med fine træk, som får hende til at virke alfeagtig. De smukke træk er dog for længst stivnet i en bitter maske af is, som skal holde alle ude. Ser man godt efter, er det nemt at udpege de dybe, hærgede spor af smerte og lidelse i hendes ansigt, som end ikke tiden kan fjerne. At komme tæt på Tanné er som at flyve gennem et asteroidefelt. Den mindste fejltagelse, så er man færdig. Og skulle man mod alle odds klare sig igennem uden alt for mange knubs, er der altid den overhængende sandsynlighed for, at der kommer en stor meteor susende forfra og rammer én lige i synet. Som sagt, Tanné bryder sig ikke om, at folk kommer for tæt på.
Det sker kun i yderst sjældne tilfælde, at Tannés læber mønstrer et ægte, varmt smil. Udover det grusomme, blodtørstige, halvpsykopatiske smil, når hun skal til at slå noget (eller nogen) ihjel. Ellers benytter hun udelukkende de smukke træk til at udstråle sin foragt for galaksen omkring hende. Gennem hele sin militære karriere har hun trænet i at holde ALLE følelser inde under huden, hvilket også lykkes i langt de fleste tilfælde. Dette gælder dog ikke hendes sprudlende, aggressive følelser. De får som regel frit løb.
Af en Naboonesisk kvinde at være er Tanné bemærkelsesværdigt høj. Dog ikke så høj som hun gerne ville være. Huden er bronzefarvet, efter mange års sol på forskellige planeter. Hun er tynd og kunne lige så godt kun bestå af muskler, knogler og hud. Alt andet overflødigt fedt er smeltet bort fra hendes skikkelse. Det er også kun på grund af hendes daglige workout, at hun ikke kommer til at ligne et offer for en langvarig hungersnød. Musklerne er slanke og faste under hendes hud og ser ikke rigtig ud af noget. Men man skal aldrig skue ewokken på pelsen. Tanné er stærkere, end hun giver udtryk af. Det er dog hendes hurtighed, smidighed og indgående kendskab til forskellige grene af kampsport, der holder hende i live.
Man ser mest Tanné med armene over kors eller placeret på ryggen, med benene let spredt og fødderne i et V. Det sker dog, i afslappede tilfælde, at hun skifter vægten fra den ene fod til den anden og hviler en hånd mod sin hofte i en afventende position, mens hun skyder et øjenbryn i vejret og spidser læberne eftertænksomt. Dette sker dog oftest i civil.
Hænderne er slanke, fingrene tynde, og neglene spidse og lakerede. Et tegn på forfængelighed eller et yderst ubehageligt forsvar? I Tannés hænder kan selv den mindst uanseelige ting være et dødbringende våben. Blodårerne træder kraftigt frem på hendes håndrygge og minder iagttageren om, hvor mange slag denne unge kvinde allerede har fået af livet. Hendes krop bærer flere ar, end hendes solbrændte hud tillader at vise.
Venstre skulder vil dog altid tiltrække opmærksomhed. Her har hun tre skrå slash-marks, så længe som hendes skulderblad, der er brændt dybt ind i huden. De heler aldrig og kan ikke fjernes på nogen medicinsk mulig måde. Tanné taler aldrig om sit brændemærke og snerrer afvisende, blot ved benævnelsen af det. Hun både hader og elsker dette mærke, da det både minder hende om en stor lykke og en lige så stor sorg.
På højre underarm har hun et serienummer tatoveret: 15254-118-1200. Denne tatovering fik hun næsten samtidig med sit brændemærke, og begge har samme ophavsmand. Ligesom mærket på hendes skulder kan tatoveringen ikke fjernes – eller også ønsker Tanné slet ikke at få den fjernet…
I det ene øre hænger én enkelt ørering: En sølvsol. Ellers bærer hun ingen andre smykker, ser man bort fra den sorte lædersnor om hendes hals og den enkle sølvring med en lille sten i på hendes højre ringfinger. Netop ringen reagerer Tanné ligeså afvisende på som hendes brændemærke, skulle man finde på at spørge om den.
Tanné bærer to slags tøj: Ét i tjeneste og ét i civil.
Hendes tjenestetøj består af en dybgrøn heldragt med en sort uniform udenover. Hertil hører et enkelt våbenbælte, hvor der er plads til to mindre blasterpistoler og en vibroblade, plus en udstyrspung. Hun bærer blankpudsede langskaftede støvler med flade hæle, sådan som reglementet foreskriver. Hænderne er oftest skjult af sorte læderhandsker.
Civiltøjet er dog en ganske anden snak. Tanné kan også finde på at bære det i tjeneste, hvis hun lige føler for det på givne tidspunkt. Det består af mørke bukser med seler, en løs, grov skjorte med en tanktop indenunder og en blodrød pilotjakke hen over det hele. Hun bærer to bælter, som ligger i et kryds, hvilende på hendes hofter. De er rigget til med så mange ubehagelige våben, som Tannés forskruede hjerne overhovedet kan komme i tanke om. Af fodtøj bærer hun langskaftede snøre-støvler med høje hæle. (Blot for at pynte lidt på sin højde) Pilotjakken gør hende også en anelse mere bredskuldret, så ballademagere forhåbentlig tænker sig om to gange, før de stiller sig i vejen for hende.
Tanné kan til særlige lejligheder bære kjole, er hendes humør til det.
Mod alle regler, skrevne og uskrevne, har Tanné et alvorligt stofmisbrug. Hun er sluppet af sted med det gennem mange år ved at stikke sig selv mellem tæerne i stedet for i armene. På den måde opdager ingen de mange stikmærker.
Styrker:
Tanné er i den grad glad for våben og besidder en vis kreativitet, når det kommer til at udtænke nye, mere eller mindre ubehagelige våben, som kan skjules på ganske små steder. Hun har gennemgået træning som snigskytte og er foruroligende dygtig på det område. Desuden har hun en passion for kampsport.
Af andre styrker at nævne må hendes evne til at fryse sine følelser ned også nævnes. Truer de med at bryde frem, brænder de op i hendes raseris flammer.
Vælger Tanné at være det, kan hun udstråle en vis charme, som er et de stærke træk i Jupal-familien.
Tanné er frygtelig glad for vand og en fremragende svømmer.
Svagheder:
Tanné lader ikke til at frygte noget som helst, men i virkeligheden er hun skræmt fra vid og sans ved tanken om hospitaler, læger… og sprøjter. Særligt det sidste kan kalde en nøgen rædsel frem i hendes øjne, så man ikke skulle tro, at det er en barsk og hårdkogt Republik-kaptajn, man har for sig. Skal Tanné give sig selv en indsprøjtning, er der dog ingen problemer. Der har hun nemlig selv fuld kontrol over, hvad hun giver sig selv og hvor meget. I modsætning til at være tvunget til at have tillid til en eller anden psykopat af en læge.
En anden skjult skræk er også små, lukkede rum. Tanné lider af en uhelbredelig klaustrofobi.
Herudover er Tanné stædig som en gammel bantha. Hun er ganske vist opdraget til at kunne gå på kompromis, men den politik har hun kasseret for mange år siden, til fordel for at stå fast på sine synspunkter, lige meget hvad.
Tanné lider kun af et stofmisbrug, ikke et alkoholmisbrug. Hun drikker sjældent, med mindre hun bliver budt eller befinder sig selv i byen. Hun kan ved særlige lejligheder godt tillade sig at drikke sig en blasterriffel i øret og vågne op med hovedpine næste morgen. Ellers foretrækker hun at være ædru for at have kontrol over sig selv.
Tanné ryger cerutter, lige meget hvor og hvornår.
Væremåde:
Jupal-slægten er diplomater eller politikere. Forhandler eller diskuterer. Tanné gør ingen af delene. I modsætning til sine søskende sprang hun universitets-uddannelsen over. Hvilket nok har påvirket hendes opførsel gevaldigt. For over 15 år siden var hun lige så velopdragen og korrekt som enhver anden Naboonesisk opdraget pige, men det er trods alt længe siden.
Alt hvad der er tilbage i hende nu, er bitterhed. Bitterhed mod galaksen, mod Republikken som hun endnu tjener, bitterhed mod alt og alle, der vover at krydse hendes vej. Hun nærer intet andet end foragt for sine medskabninger, og skulle der vise sig en lejlighed, er hun ikke sen til at lade dem vide, PRÆCIS hvad hun synes om dem. I YDERST velformulerede sætninger. Trangen til at tale rent ud af posen er oftest den, som bringer flest problemer med sig. Tanné tager ikke ballade særlig tungt. Får hun problemer, kan hun vel lige så godt gøre sig fortjent til dem. Hun har et frygteligt temperament og står ALDRIG i vejen for at udøve meningsløs vold. Om det så er imod en overordnet. Så kan hun tage skraldet bagefter. Tanné lever livet impulsivt og vælger at konfrontere konsekvenserne af sine valg med løftet pande. Det er ikke mod, hun mangler, men der er øjeblikke, hvor hendes omgivelser nogle gange overvejer, om hun har et seriøst dødsønske eller bare er lidt FOR impulsiv. Svaret på det spørgsmål kender kun Tanné selv.
Tanné afskyr at stå stille for længe ad gangen og kommer nemt til at kede sig. Ordet ’tålmodighed’ er hun flere gange nødt til at slå op i sin mentale fremmedordbog for at huske betydningen. Og så er det ikke engang sikkert, at hun husker det særlig længe. Tydelige tegn på utålmodighed er tappen af negle mod bordpladen eller knækken af knoer.
Der findes også en anden side af Tanné, som hun kun viser i yderst sjældne tilfælde. En blødere, mere sympatisk side. Men den er efterhånden druknet i havet af bitterhed og vrede. Hun udviser sjældent andet end foragt for sine omgivelser. Der er alligevel visse ømme punkter, som kan få den hårde skal til at krakelere, rammer man rigtigt. I sådanne tilfælde vil det være muligt at se en gammel, vedblivende smerte i de brune øjnes dyb, som truer med at opsluge hele Tannés væsen, skulle hun give efter blot ét kort sekund. Om man overlever at ramme hende så dybt, er dog usikkert. Tanné reagerer hellere med vold end med ord, på trods af at hendes udvalg af eder og forbandelser på flere forskellige af galaksens sprog er ganske farverigt.
Livet som kaptajn i Republikkens militær er ikke nogen dans på roser for Tanné, da hun, foruden sin alt andet end eksemplariske opførsel, har et problem med autoriteter. Hun kan ikke fordrage at blive kostet rundt med og få ordrer smidt i ansigtet, som om det er en selvfølge, at hun følger dem. I langt de største tilfælde parerer hun ordrer, men hun gør det tvungent. Hvilket hun ikke er sen til at fortælle sine overordnede. Mere end én gang har hun fået en sag om lydighedsnægtelse på halsen, men det har endnu ikke frataget hende kommandoen eller sin rang.
Efter flere års tjeneste i kommandosoldaternes rækker har Tanné udviklet en barsk, sort humor, blandet med dødsforagt og bidende sarkasme. Hun befinder sig bedst i selskab med en flok grove kommandosoldater end en hel flok adelsdamer/porcelænsdukker fra Naboo.
Skulle man nogensinde finde på at sende Tanné til en psykolog, ville hun med stor sandsynlighed blive stemplet som rablende sindssyg eller lettere psykopatisk og blive spærret inde på den lukkede afdeling.
Tanné er stærkt kraft-sensitiv, men er ikke selv klar over det. Godt det samme. Hun hader Jedis og mener, at galaksen i den grad er blevet et bedre sted uden dem.
Baggrund:
Tanné er født og opvokset på Naboo, nærmere betegnet i hovedstaden Theed. Forældrene tjente begge som rådgivere for det royale overhoved og var ansete senatorer på Coruscant. Deres holdninger vejede tungt i en debat i Senatet. Udover Tanné havde de tre andre døtre. To af dem var yngre end Tanné, én af dem var ældre.
Tannés opvækst var forholdsvis begivenhedsløs. Sommermånederne blev tilbragt på landstedet i Lake Country, mens vintermånederne foregik hjemme i hovedstaden. Hun gik i skole som andre børn, men blev også undervist hjemme af sine forældre, som mente, at uddannelse var den eneste vej frem i galaksen. Som 12-årig begyndte hun på universitetet i Theed.
På Naboo mærkede man ikke meget til den hærgende krig. Tanné hørte ganske vist om den fra Holonettet og bemærkede sine forældres bekymring, når de vendte tilbage fra deres lange rejser til hovedstadsplaneten. Galaksens problemer var dog ikke noget, som ligefrem blev diskuteret ved middagsbordet i det lille hus på den smalle gade i Theed. Men det var almindeligt i familien, at børnene blot skulle spørge, ønskede de at vide noget om de dønninger, som passerede gennem galaksen. Derfor vidste Tanné i en tidlig alder en del om kampen mellem Sither og Jedier, hvor Jedierne var heltene. De beskyttede de svage og vogtede retfærdigheden i galaksen. Hun drømte hemmeligt om en dag at komme til at møde en rigtig Jedi.
Hendes drøm blev opfyldt – men under ingen omstændigheder på den måde, som hun havde forestillet sig.
Tanné havde kun lige rundet de 16 år, da hendes liv tog et brat spring fra det beskyttede miljø i familiens hjem i Theed ud til i den store, skræmmende galakse.
Den første rejse til Coruscant med universitetet vendte Tanné aldrig hjem fra.
Skibet blev overfaldet af pirater efter afrejsen fra Coruscant. Besætningen blev aflivet, og passagererne kidnappet, inden piraterne sprang det nu rømmede skib i luften for at narre eventuelle redningshold til at tro, at alle ombord var omkommet.
Da Tanné så skibet, som skulle have ført hende hjem i sikkerhed, sprænges i stumper og stykker, satte det også et punktum for hendes liv som datter af et par berømte Naboonesiske senatorer. I piraternes øjne var hun intet andet end en slave – en meget smuk slave med en yderst sjælden hårfarve – som skulle sælges videre til en favorabel pris. Men indtil den helt rigtige køber kom forbi, måtte Tanné udføre det samme nedværdigende arbejde som alle andre ombord på piraternes krydser.
Tanné blev købt af en mørk Jedi. En svoren fjende af Jedierne.
Og havde hun troet dengang, at livet som slave ikke kunne blive værre, måtte hun alt for hurtigt sande, at hun havde taget fejl. Godt og grundigt fejl.
Allerede den første dag var et helvede. Som gentog sig hver enkelt af de efterfølgende dage. Tanné fik som noget af det første tatoveret et serienummer ind i sin højre underarm. Så hun selv og alle andre kunne se, hvem hun tilhørte. Der blev ikke opereret nogen eksplosiv sender ind i kroppen på hende. Hendes ejer kunne uden større besvær fornemme, hvis nogen af hans slaver forsøgte at løbe bort.
Tanné var skræmt fra vid og sans ved synet af de rædsler, som dagligt udspillede sig ombord på krydseren Dark Passion, som hendes herre kaldte for et ’hjem’. Skibet var i evig bevægelse rundt i galaksen, på flugt fra Republikken og Jedi-Ordenen. Det var dog tvunget til at gøre holdt på afsides beliggende planeter for at hente forsyninger. Her forsøgte slaverne ombord oftest at flygte. Og her var deres herre også mest opmærksom på det.
Den første gang, Tanné så én af sine medfanger, en kvinde lidt ældre end hende, blive henrettet, var hun nær besvimet af rædsel. Det lykkedes hende dog at beherske sig, til hun nåede ud på gangen og kunne kaste op.
Den mørke Jedi sugede livet ud af sine slaver. Tanné så ham lægge hænderne om nakken på den dødsdømte slave og kysse hende, idet han drænede hende for alt liv og derefter smed liget fra sig på gulvet med en kold ligegyldighed, som var hun den ubrugelige skræl af en fortæret frugt.
Det skulle ikke være den første henrettelse, Tanné overværede. Hendes ejer kunne finde på, uden nogen særlig grund, at gribe den nærmeste slave og dræne denne fuldstændigt eller delvist for liv. Én gang gik det ud over pigen, som arbejdede lige ved siden af Tanné. Hun blev beordret til at sende liget ud af affaldsskakten.
Hun blev efterhånden mere og mere overbevist om, at hun ville dø ombord på Dark Passion. Langt fra sit hjem, sine forældre og sin familie.
Tannés plads ombord var noget særligt. Om det så var negativt eller positivt, var dog en gåde for hende. Hun var sin ejers private slave. Det var hendes opgave at gøre rent i hans værelser og på hans kontor, vaske hans tøj, servere hans mad og ellers bare… underholde ham. Var hun ulydig, blev hun straffet. Mere end én gang oplevede hun at mærke hans kolde læber presse sig mod hendes mund, idet han drænede hende for energi. Dog aldrig så meget at hun døde af det. Så meget var hun dog værd i hans øjne. Hun forsøgte kun tre gange at stikke af. Den tredje gang brændemærkede han hende med Kraften på skulderen. Selv nu, over 15 år efter, kan Tanné stadig vågne med et gisp, idet hun mærker hans negle bore sig dybt ned i hendes hud og kradse ned i de tre slashmarks, hun bærer.
Men som tiden gik ombord på Dark Passion, oplevede Tanné at begynde at lægge mærke til en ændring i sin ejers opførsel. Da han ved en tilfældig lejlighed drænede hende som straf for en fejl, bemærkede hun en ulmende varme i hans ellers så isnende kolde kys. Flere dage gik, hvor hun var sikker at have taget fejl. Hendes ejer var kold. Der var ingen varme. Men hun greb sig selv i at længes efter hans drænende kys, stik imod al fornuft. Hun var sikkert ved at blive sindssyg, besluttede hun.
Det var slet ikke meningen, at hun ville forelske sig i det uhyre, som hendes herre skulle forestille at være. Hun så ham myrde uskyldige slaver hver dag, men overfor hende var han anderledes. Det kom dog alligevel bag på hende, da han en dag sendte hende et smil. Et ægte, venligt smil. Tanné var helt sikker på, at hun var blevet syg og hallucinerede.
Hendes tvivl forsvandt dog, da han den næste gang greb hende for at give hende et af sine livsdrænende kys. Det… blev bare ikke rigtigt til noget. I stedet mærkede hun varme, stærke læber blive presset mod hendes mund i et dybt, kærligt kys. Om han havde planlagt det, fandt hun aldrig ud af. Hun var også ret ligeglad på det tidspunkt, mens hun lagde armene om ham og tillod sig at besvare hans kys, ikke engang nervøs for at han ville ombestemme sig og straffe hende.
Det skete bare ikke. I stedet fortalte han hende sit rigtige navn. Ikke et eller andet faretruende Darth-navn, men sit rigtige navn, som han var født med: Evan.
Men deres tid sammen var kortvarig, på trods af de følelser, de havde fundet for hinanden. Dark Passion blev en dag angrebet af en gruppe Jedier.
De slog Evan ihjel og ’befriede’ Tanné, som blev ført hjem til Naboo. Dark Passion blev sprunget i stumper og stykker, da sådan en ’ondskabens rede’ aldrig skulle bruges i Republikkens tjeneste.
Hendes forældre var lykkelige over at genfinde deres datter, som havde været troet død i så lang tid. Hendes søstre var ligeså henrykte over at få deres søster tilbage. Hele Theed lod til at juble over historien om den unge pige, som var blevet revet ud af kløerne på en ond, grusom Sith-fyrste.
Gennem jublen hørte ingen den hjerteskærende, ulykkelige gråd bag den lukkede dør til Tannés værelse.
Herefter var Tanné som en fremmed for sin familie. Hun havde intet andet tilovers end kulde for sine forældre, som mente, at hun skulle se at komme videre med sit liv og sørge for at glemme de horrible oplevelser, hun havde været udsat for.
Men Tanné ønskede ikke at glemme. Hun hadede Jedierne for mordet på Evan, hadede dem for at have tvunget hende tilbage i de beskyttede rammer, som hun netop havde lært at leve uden. Og elske livet uden.
Hendes gode opdragelse var som suget ud af hende med et af Evans drænende kys.
Tanné forlod sine studier på universitetet (til sine forældres store chok) og lod sig hverve til Republikkens flåde. Hun klarede sig gennem Akademiet og tilbragte adskillige år tilknyttet en gruppe af kommandosoldater som sniper. Herefter opnåede hun en rang en Kaptajn og fik kommandoen over sit eget skib, en Mon Cal-krydser ved navn Heart of Defiance. Netop hendes plads som øverstkommanderende på krydseren er diskuteret meget i de militære rækker, da hendes besætning, udvalgt af hende selv, er en bred vifte af væsner fra alle galaksens hjørner med hver deres små særheder og specielle områder. Andre officerer ville afskedige hele banden, men Tanné elsker sin besætning som en familie.
Siden da har Tanné patruljeret omkring med sin krydser og deltaget i sammenstød mellem Republikken og pirater eller Hutter. Desuden deltager hun også med en foruroligende stor lidenskab i jagten på Jedi-Riddere. Hendes had til dem og deres orden brænder stadig stærkt, selv så mange år efter. Hun bryder sig ikke videre om Republikken, men den er bedre end så mange andre alternativer. OG den har udstødt Jedierne…
Hun taler aldrig mere med sin familie og vil helst gerne glemme, at de overhovedet eksisterer.
Der er intet tilbage af den lille, elskelige pige fra Naboo. Spørger man Tanné, døde hun ombord på Dark Passion.
