Post by Trine the Destroyer on Nov 13, 2010 18:06:20 GMT -5
At finde nogle gamle papirnedfældninger og renskrive dem:
Baghold!
”5 minutter til ankomst!!” meldte Meteorens pilot, Liam, ud over piratskibets anlæg. Jerin var faldet hen i en leg med Jiib og smooka-Snitch, der gik på hvem der kunne få dyret til at hoppe højest efter en bid tørret fisk, men sprang nu veloplagt op fra sin stol og kastede sin sidste bid fisk hen over bordet.
Det grimme øgledyr der allerede var vokset til en længde af 20 centimeter, kastede sig efter det og åd det grådigt. Kaptajnen mente at det fremskyndte vokseværk skyldes at Jerin forkælede dyret, og Jerin havde ikke gjort sig de store anstrengelser for at afvise det.
”Kessel, jeg glæder mig til at se deres fjæs når vi kværker dem ud af ingenting og nakker deres last!” grinede hun og skyndte på Jiib med en ivrig håndviften – hun ville til broen så hurtigt så muligt og gerne før.
”Vi må håbe at de ikke får hjertestop af overraskelse, ellers bliver der sgu ikke så meget sjov af det,” grinede dug’en tilbage, idet han fulgte Jerins eksempel og sprang over bordet i en adræt bevægelse.
”Selvom man ved Taris’ lort må indrømme at den last de ligger inde med, får svært ved at bedrøve mig,” Jerin nikkede idet hun i nænsom hast puttede smooka’en i lommen. Det havde været sin sag at finde ud af hvor og hvornår omtalte fragtskib ville blive læsset med mindst en 20. del af det der var tilbage af Manaans kulturelle skatte, men det var afgjort et arbejde alle på skibet glædede sig til at se frugten af.
Især navigatøren, Sleet, skulle nok forvente at få en god bid af æblet. Det var hans kontakter i de underligste dele af galaksen der i sidste ende havde skaffet dem de sidste altafgørende oplysninger om fragterens pålæsnings-koordinater. Det var et tilfælde som ham, der bekræftede at et liv blandt galaksens slam bestemt kunne have ganske givende fordele
Da de nåede broen, havde højtaleren med Liams røst netop meddelt at de om mindre end et minut ville slå ud af hyberrummet. Fra broens ende lød sidste det af kaptajnens kommando til resten af den omkringfarende besætning, om at være på deres poster.
”Jay!” udbrød han, da han i øjenkrogen fangede zabrakken og dug’en. Han vendte sig helt rundt, så hans storsmilende, mørke ansigt kom til syne og så han havde ryggen mod det forsvindende hyberrum.
”Der er fuldt bemandet ved artilleriet, gå I to i forvejen og vær klar ved landgangsbroen. Det skal gå så hurtigt at de ikke ved, deres balder ryger, før de står i flam-…” Noget fik ham til at stoppe sætningen. Jerin, der allerede havde vendt sig for at gå mod landgangen mens han talte, stoppede op. Det var den måde hans tone pludselig blev tøvende på, der satte en klokke til at ringe i hendes hoved.
Snitch tøvede sjældent, og endnu sjældnere i fuld offentlighed. Var der noget han ikke havde styr på, ville man først vide det når alt håb alligevel var tabt.
Jerin nåede lige at vende sig, tidsnok til at se en enorm rød energiladning udenfor vinduerne, oplyse hele broen.
Kaptajnen var den første til at opfatte, hvad der var sket – i hvert fald den første til at reagere på det.
”Vi er under angreb!!” brølede han med den faste autoritære røst, der ville klargøre for de der eventuelt skulle være blevet i tvivl, hvorfor lige han blandt de mange ombord var kaptajn.
Jerin kom sig nu også over den første forbløffelse og greb automatisk ned efter sin vibroblade uden dog at gøre andet end at mærke efter at den var der. Jiib sprang tilbage, ud fra broen med en kort bemærkning om at han ville underrette de andre på skibet.
”For Kessel…” lød det fra Snitch, der hastigt var ved at tage bestik af den nye situation.
”De vidste vi kom. Men det der har sgu aldrig været en naboonesisk fragter…”
”Vores skjold er væk, Kaptajn!” lød det i det samme fra Spooler ved en af terminalerne.
”Umuligt. Vi har jo knap taget ti skud.” svarede kaptajnen fast. ”Det kan holde til flere timers bombardement.”
”Men det er ikke brudt ned, Kaptajn. Det ser ud til at det bare er… slået fra”
”Fortæller du mig at vi har teknikproblemer nu?”
”Negativ, Kaptajn. Systemet fungerer upåklageligt.”
”- Bortset fra at skjoldene er gået ud, mener du,” sagde Snitch og fulgte Jerins blik, da hun med et puf på hans skulder henledte opmærksomheden til vinduet. Havde hun i det korte øjeblik inden hele Den Sorte Meteor pludselig gav et voldsomt ryk, været i tvivl, var hun det ikke mere.
”Trækstråle!” udbrød Liam, piloten. Snitch var nu ikke imponeret og Jerin vidste at der heller ikke var nogen grund til at gå i panik. Det andet skib havde slet ikke massen til at hive Meteoren helt til sig, - højest kunne den tvinge de to skibe til at mødes hinanden på midten og Meteoren havde nu rigeligt med motorkraft til at rive sig fri.
”Få gang i motoren, Liam, få os ud af det der lort.”
”Negativ, Kaptajn,” lød Liams lettere chokerede stemme
”Hvad Kessel skal det sige?!” udbrød kaptajnen
”Jeg har.. ingen forbindelse. Ingen respons. De svarer ikke…” Snitch var i det samme selv nede ved panelet
”For Revan… Hvad er det for et tidspunkt at vælge at smadre udstyret på, mine herrer?! Det virkede da for Kessel lige før!”
”Sabotage?” tænkte Jerin højt. Snitch rystede på hovedet. Både for at afvise tanken og fordi han gav op ved Liams panel.
”Ikke på mit skib. Få kontakt til maskinrummet og giv dem besked på at få det til at virke. Så hurtigt så muligt. Jeg er ligeglad hvordan.” Liam nikkede bekræftende af ordren og fik gang i kommunikationen. På den anden side af broen sprang Doshmin op fra sit sæde.
”Heller ingen kontakt til turret guns. Jeg løber selv ned og ser på det!” Snitch nikkede og Doshmin spænede af sted. Imens så Jerin ud på det andet skib der langsomt kom nærmere, idet de to skibe blev hevet tættere og tættere sammen. Det hele var lidt for mærkværdigt. Bagholdet, skjoldet, motoren. For tilfældigt til ikke at have en form for sammenhæng. Snitch tænkte det samme, det vidste hun, men han brød sig så lidt om den tanke at det ikke var noget han ville råbe højt om, før han havde sikre beviser. Men mon ikke de ville dukke op inden længe. Hvad der særligt undrede hende var at deres angriber ikke længere beskød dem. De første skud var åbenbart kun en slags varsel?
”Motoren er taget ud,” meddelte Liam, Snitch.
”Det kan vi sgu godt se. Jeg vil være mere interesseret i at vide om de kan få den op og køre igen,”
”De leder efter defekten så godt de kan,”
”Det håber jeg fandme. Hvad siger skjoldet Spooler?”
”Lort, Kaptajn. Jeg fatter ikke hvordan de har hacket sig ind i vores system så hurtigt,”
”Det er jeg i og for sig også ret ligeglad med, hvis du bare kan få dem op igen.”
”Jeg gør mit bedste, Kaptajn, men jeg har ikke fundet fejlen endnu. Ud over at skjoldene er nede,”
”Snitch,” Jerin havde vendt sig fra stjernehimlen og lagde en hurtig hånd på Snitchs skulder. Den mørke mands øjne mødte hendes violette blik.
”Jeg samler den løse besætning ved landgangen,” Snitch lukkede kort øjnene for at tænke. Så nikkede han.
”Lad os håbe at der ikke bliver brug for det.”
”Turret guns oppe!!” Både Snitch’s og Jerins øjne vendte sig mod Doshmins terminal, hvis kommunikation var sat på medhør. Snitch var derhenne som et lyn.
”Du er et geni, Doshmin!”
”Ingen årsag, Kaptajn,” svarede terminalen veloplagt. ”Der var såmænd bare tale om en frakobling ved at af de thermonale stik. Og så en sikring i virkeligheden. Den havde jeg så – eller jeg har gjort noget andet…-”
”Men…” begyndte Jerin at tænke højt. Noget havde slået hende, da hun havde vendt sig for at gå.
”Uden skjoldet, Snitch…”
”Shit, du har ret.” brummede kaptajnen, der øjeblikkeligt fangede hendes tanke. ”Vi bliver ristet, hvis de beslutter sig for at skyde tilbage.
”Lort…” istemte Jerin med en mumlen og glemte et øjeblik at hun faktisk var på vej ned for at samle mandskab
”Kan jeg så få de skjold op NU!” beordrede Snitch. Det var absolut ingen anmodning.
”Negativ, Kaptajn. Jeg har ingen ideer om hvordan de har hacket sig ind,”
”Kan du tage deres skjold ned?!”
”Jeg kan prøve. Men før de når hen til os? Jeg tvivler,” Snitch gav Spooler et markant klap på skulderen og vendte sig mod Doshmins terminal.
”Vi skyder ikke før vores skjold er oppe igen, Doshmin. Men hold jer klar dernede.”
”Aye, Cap’n”
”Jerin se så at få folk klar dernede. Hvem de end er, skal de få en helvedes modtagelse.”
Baghold!
”5 minutter til ankomst!!” meldte Meteorens pilot, Liam, ud over piratskibets anlæg. Jerin var faldet hen i en leg med Jiib og smooka-Snitch, der gik på hvem der kunne få dyret til at hoppe højest efter en bid tørret fisk, men sprang nu veloplagt op fra sin stol og kastede sin sidste bid fisk hen over bordet.
Det grimme øgledyr der allerede var vokset til en længde af 20 centimeter, kastede sig efter det og åd det grådigt. Kaptajnen mente at det fremskyndte vokseværk skyldes at Jerin forkælede dyret, og Jerin havde ikke gjort sig de store anstrengelser for at afvise det.
”Kessel, jeg glæder mig til at se deres fjæs når vi kværker dem ud af ingenting og nakker deres last!” grinede hun og skyndte på Jiib med en ivrig håndviften – hun ville til broen så hurtigt så muligt og gerne før.
”Vi må håbe at de ikke får hjertestop af overraskelse, ellers bliver der sgu ikke så meget sjov af det,” grinede dug’en tilbage, idet han fulgte Jerins eksempel og sprang over bordet i en adræt bevægelse.
”Selvom man ved Taris’ lort må indrømme at den last de ligger inde med, får svært ved at bedrøve mig,” Jerin nikkede idet hun i nænsom hast puttede smooka’en i lommen. Det havde været sin sag at finde ud af hvor og hvornår omtalte fragtskib ville blive læsset med mindst en 20. del af det der var tilbage af Manaans kulturelle skatte, men det var afgjort et arbejde alle på skibet glædede sig til at se frugten af.
Især navigatøren, Sleet, skulle nok forvente at få en god bid af æblet. Det var hans kontakter i de underligste dele af galaksen der i sidste ende havde skaffet dem de sidste altafgørende oplysninger om fragterens pålæsnings-koordinater. Det var et tilfælde som ham, der bekræftede at et liv blandt galaksens slam bestemt kunne have ganske givende fordele
Da de nåede broen, havde højtaleren med Liams røst netop meddelt at de om mindre end et minut ville slå ud af hyberrummet. Fra broens ende lød sidste det af kaptajnens kommando til resten af den omkringfarende besætning, om at være på deres poster.
”Jay!” udbrød han, da han i øjenkrogen fangede zabrakken og dug’en. Han vendte sig helt rundt, så hans storsmilende, mørke ansigt kom til syne og så han havde ryggen mod det forsvindende hyberrum.
”Der er fuldt bemandet ved artilleriet, gå I to i forvejen og vær klar ved landgangsbroen. Det skal gå så hurtigt at de ikke ved, deres balder ryger, før de står i flam-…” Noget fik ham til at stoppe sætningen. Jerin, der allerede havde vendt sig for at gå mod landgangen mens han talte, stoppede op. Det var den måde hans tone pludselig blev tøvende på, der satte en klokke til at ringe i hendes hoved.
Snitch tøvede sjældent, og endnu sjældnere i fuld offentlighed. Var der noget han ikke havde styr på, ville man først vide det når alt håb alligevel var tabt.
Jerin nåede lige at vende sig, tidsnok til at se en enorm rød energiladning udenfor vinduerne, oplyse hele broen.
Kaptajnen var den første til at opfatte, hvad der var sket – i hvert fald den første til at reagere på det.
”Vi er under angreb!!” brølede han med den faste autoritære røst, der ville klargøre for de der eventuelt skulle være blevet i tvivl, hvorfor lige han blandt de mange ombord var kaptajn.
Jerin kom sig nu også over den første forbløffelse og greb automatisk ned efter sin vibroblade uden dog at gøre andet end at mærke efter at den var der. Jiib sprang tilbage, ud fra broen med en kort bemærkning om at han ville underrette de andre på skibet.
”For Kessel…” lød det fra Snitch, der hastigt var ved at tage bestik af den nye situation.
”De vidste vi kom. Men det der har sgu aldrig været en naboonesisk fragter…”
”Vores skjold er væk, Kaptajn!” lød det i det samme fra Spooler ved en af terminalerne.
”Umuligt. Vi har jo knap taget ti skud.” svarede kaptajnen fast. ”Det kan holde til flere timers bombardement.”
”Men det er ikke brudt ned, Kaptajn. Det ser ud til at det bare er… slået fra”
”Fortæller du mig at vi har teknikproblemer nu?”
”Negativ, Kaptajn. Systemet fungerer upåklageligt.”
”- Bortset fra at skjoldene er gået ud, mener du,” sagde Snitch og fulgte Jerins blik, da hun med et puf på hans skulder henledte opmærksomheden til vinduet. Havde hun i det korte øjeblik inden hele Den Sorte Meteor pludselig gav et voldsomt ryk, været i tvivl, var hun det ikke mere.
”Trækstråle!” udbrød Liam, piloten. Snitch var nu ikke imponeret og Jerin vidste at der heller ikke var nogen grund til at gå i panik. Det andet skib havde slet ikke massen til at hive Meteoren helt til sig, - højest kunne den tvinge de to skibe til at mødes hinanden på midten og Meteoren havde nu rigeligt med motorkraft til at rive sig fri.
”Få gang i motoren, Liam, få os ud af det der lort.”
”Negativ, Kaptajn,” lød Liams lettere chokerede stemme
”Hvad Kessel skal det sige?!” udbrød kaptajnen
”Jeg har.. ingen forbindelse. Ingen respons. De svarer ikke…” Snitch var i det samme selv nede ved panelet
”For Revan… Hvad er det for et tidspunkt at vælge at smadre udstyret på, mine herrer?! Det virkede da for Kessel lige før!”
”Sabotage?” tænkte Jerin højt. Snitch rystede på hovedet. Både for at afvise tanken og fordi han gav op ved Liams panel.
”Ikke på mit skib. Få kontakt til maskinrummet og giv dem besked på at få det til at virke. Så hurtigt så muligt. Jeg er ligeglad hvordan.” Liam nikkede bekræftende af ordren og fik gang i kommunikationen. På den anden side af broen sprang Doshmin op fra sit sæde.
”Heller ingen kontakt til turret guns. Jeg løber selv ned og ser på det!” Snitch nikkede og Doshmin spænede af sted. Imens så Jerin ud på det andet skib der langsomt kom nærmere, idet de to skibe blev hevet tættere og tættere sammen. Det hele var lidt for mærkværdigt. Bagholdet, skjoldet, motoren. For tilfældigt til ikke at have en form for sammenhæng. Snitch tænkte det samme, det vidste hun, men han brød sig så lidt om den tanke at det ikke var noget han ville råbe højt om, før han havde sikre beviser. Men mon ikke de ville dukke op inden længe. Hvad der særligt undrede hende var at deres angriber ikke længere beskød dem. De første skud var åbenbart kun en slags varsel?
”Motoren er taget ud,” meddelte Liam, Snitch.
”Det kan vi sgu godt se. Jeg vil være mere interesseret i at vide om de kan få den op og køre igen,”
”De leder efter defekten så godt de kan,”
”Det håber jeg fandme. Hvad siger skjoldet Spooler?”
”Lort, Kaptajn. Jeg fatter ikke hvordan de har hacket sig ind i vores system så hurtigt,”
”Det er jeg i og for sig også ret ligeglad med, hvis du bare kan få dem op igen.”
”Jeg gør mit bedste, Kaptajn, men jeg har ikke fundet fejlen endnu. Ud over at skjoldene er nede,”
”Snitch,” Jerin havde vendt sig fra stjernehimlen og lagde en hurtig hånd på Snitchs skulder. Den mørke mands øjne mødte hendes violette blik.
”Jeg samler den løse besætning ved landgangen,” Snitch lukkede kort øjnene for at tænke. Så nikkede han.
”Lad os håbe at der ikke bliver brug for det.”
”Turret guns oppe!!” Både Snitch’s og Jerins øjne vendte sig mod Doshmins terminal, hvis kommunikation var sat på medhør. Snitch var derhenne som et lyn.
”Du er et geni, Doshmin!”
”Ingen årsag, Kaptajn,” svarede terminalen veloplagt. ”Der var såmænd bare tale om en frakobling ved at af de thermonale stik. Og så en sikring i virkeligheden. Den havde jeg så – eller jeg har gjort noget andet…-”
”Men…” begyndte Jerin at tænke højt. Noget havde slået hende, da hun havde vendt sig for at gå.
”Uden skjoldet, Snitch…”
”Shit, du har ret.” brummede kaptajnen, der øjeblikkeligt fangede hendes tanke. ”Vi bliver ristet, hvis de beslutter sig for at skyde tilbage.
”Lort…” istemte Jerin med en mumlen og glemte et øjeblik at hun faktisk var på vej ned for at samle mandskab
”Kan jeg så få de skjold op NU!” beordrede Snitch. Det var absolut ingen anmodning.
”Negativ, Kaptajn. Jeg har ingen ideer om hvordan de har hacket sig ind,”
”Kan du tage deres skjold ned?!”
”Jeg kan prøve. Men før de når hen til os? Jeg tvivler,” Snitch gav Spooler et markant klap på skulderen og vendte sig mod Doshmins terminal.
”Vi skyder ikke før vores skjold er oppe igen, Doshmin. Men hold jer klar dernede.”
”Aye, Cap’n”
”Jerin se så at få folk klar dernede. Hvem de end er, skal de få en helvedes modtagelse.”
