Post by tobitail on Nov 1, 2010 20:30:49 GMT -5
Når det hele er slut..
- Fraul.
,, Jeg er træt! Træt! Hører du?!", udbryder Alica.
,, Alle dine forbandede teorier, alle dine idéer! Der går rygter!", den kvindelige Zabrak vender sig imod en mandlig der sidder i en læne stol ved siden af et natbord hvor 'deres' fælles seng står, selvom det er længe siden de begge har lagt under de hvide lagener, og holdt om hinanden indtil morgengry.
Med en tøjbylt i favnen, stirre malakit grønne øjne imod den mandelige Zabrak der sidder i lænestolen, med den ene albue imod stolens armlæn og hånden der hviler over halvdelen af ansigtet. Denne mandelige zabrak virker opgivende og udmattet.
,, De siger vi skjule-.. at du holder med dem!", hvisker hun, som er det forbudt at sige det højt.
Alica rynker kort fornærmet på næsen imens at hun ser ned på hendes mand der ikke virker til at være lige så stødt over den konstatering som hun er.
,, ... Men du er vel bare ligeglad?.. Er du ikke?! Ligeglad! Du er altid så pisse ligeglad! Der er ingenting der betyder noget!", hun smider tøjbylten ned i den åbne kuffert, og begynder at kaste mere tøj ned i den imens hun taler:
,, Du skal bare have dig selv som selvskab! Så er du glad hva'?! Så er det ligegyldigt med alt andet! Så længe du har dig selv! Du tænker aldrig på mig..", hendes stemme knækker svagt over idet de grønne øjne bliver lysere på grund af tårende der presser på. Hun lader et par sko dumpe ned i kufferten også, inden hun står tilbage med et forpint blik og ser på sin mand.
,, Hvis vi nu flyttede.. så kunne vi starte forfra..", lyder det stille fra hende.
Hun ser håbefuldt på ham hvorefter at hun går hen imod ham med hastige skridt og falder på knæ foran ham. Hendes fingre glider over hans sorte bukser. En lille tåre glider ned over hendes kind imens hendes øjne bedende søger hans, men hans ansigt er stadig henlagt i mørke.
,, Så kunne vi være som før... så.. kunne vi måske få børn.. og alting kunne være normalt igen. Du kunne få arbejde som rektor igen.. det giver gode penge og vi kunne sagten gøre med bare det."
Men Alica's ord ser ikke ud til at få den mandelige zabrak til at reagere, og et trodsigt blik pryder da hendes ansigts træk.
,, Er du virkelig.. så ligeglad? Elsker du mig ikke mere?", hun rækker hurtigt hænderne op og griber fat om hendes mands ansigt, for at føre det væk fra den skyggende hånd så hun kan se ind i hans mørke blå øjne. Med en næsten grådkvalt stemme for hun fremstammet:
,, Elsker du mig ikke mere?!".
Med et forpint og smertende blik ser hun ind i hendes elskede mands øjne, de viser hende ikke andet end blot overgivelse, som orker han enten ikke hende mere, eller bare denne verden.
Hun bider tænderne hård sammen for at kvæle et par uønskede klynk, hvorefter hun sætter sin pande imod hans og råber i frusteration:
,, Så sig dog noget!!".
Halsen lukker sig svagt sammen, en klump i maven af angst presser sig på, men det hele syntes at blive opløst da hans store varme hænder ligger sig om hendes kolde kinder. Hans øjne ser kærligt ind i hendes, og et kort smil kommer frem på hans læber. De læber der plejede at trykke sig imod hendes lidenskabeligt, som kunne han engang ikke få nok af hendes kys, af hendes ord, af hendes kærlighed.
,, Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, som jeg ikke allerede har sagt en milion gange før...", lyder det fra ham.
,, Du ved jo godt at jeg ikke bare kan gå og lege lykkelig... det er det her jeg skal Alicia, det er det jeg vil ...".
Hendes øjne dirrede svagt, som er hun kort i shock over det han lige har sagt.
Men så for hun sig bristet ud af hans greb; sætter hænderne på hans og fjerner dem fra hendes kinder for derefter at rejse sig.
Han følger hende som hun rejser sig, hver bevægelse, som ved han hvad der nu skal ske og vil sluge hver enkel detalje inden det sker.
Hendes blik er pludseligt koldt og vredt, men hendes bævrende stemme og tårer forråder hendes blik i det hun taler:
,, J-jeg kan heller ikke lege lykkelig Fraul... D-det er slut nu..", hun ser væk. ,, Slut nu...".
Med de ord går hun over til kufferten og klapper den sammen så den giver et lille klik fra sig, tager sin frakke over skuldrende og ser beslutsomt imod døren.
Fraul rejser sig, som havde han et øjeblik fået stød. Da hun står med kufferten i den ene hånd, griber han fat i hendes skuldre og ser på hende som om han vil sige noget, men, der kommer ingen ord ud.
Alica kniber øjnende sammen efter nogle sekunder med stilhed og fører så sin frie hånd op til en af hans for at skubbe den væk fra hendes skulder:
,, Ikke engang nu Fraul... Ikke engang nu.. kan du sige noget til mig. Alt jeg beder om er bare et sølle 'jeg elsker dig, bliv hos mig'... men det kan du vel ikke få dig mandet op til at sige heller?".
Hun for skubbet den anden hånd væk:
,, Du er ynkværdig!".
Og med de ord forsvinder hun fra soveværelset, fra hans liv? Fraul står tilbage og stirre ind i væggen.
Skulle han løbe efter? Storme ud og gribe fat i hende igen?! Men til hvilken nytte.. til hvilken nytte ville det i sidste ende være? Han elskede hende, for kessel hvor han dog elskede hende, men... han havde tit tænkt, og tænkte stadig at hun ville få det bedre uden ham. Han kunne ikke opgive alt det her, han kunne ikke se sig selv med børn i favnen, med et kedeligt ensformet liv som rektor. Men handlede et ægteskab ikke om at ofre sig for hinanden? Alica havde ofret så meget for ham, så måske, måske var det hans tur nu?
Med de tanker vendte han sig, og så på døråbningen ud til gangen, men da han skulle til at tage det første skridt.. kunne han ikke. Tanken var der, men var viljen der?
Han faldt endnu engang sammn i lænestolen, albuen på armlænet, hånden for ansigtet.
Nu var det slut...
