Friergave

[Trine the Destroyer]

Der kan man bare se, hvad der sker når man rydder op.. Man finder ting. Vi spoler tiden lidt tilbage og tager et kig på Novas ungdom:


”Er det bare mig, eller har vi ventet her i årevis?”
”Du har i det mindste ikke siddet herude og gloet hele tiden, Nova”
”Har du hørt om udskiftning på vagten, Jiib?” grinede Jerin og lod sig glide hele vejen ned af den container hun stod lænet opad.
”Ja, men det har Spooler ikke” brummede dug’en og greb en tørret frø med foden og tog en bid af den som han tyggede grundigt på, som var det et stykke gummi. Konsistensen var nu også nogenlunde den samme.
”Han sagde at kaptajnen havde givet ham et vigtigt arbejde med at efterse hybermotoren,” fortsatte han med den ene side af munden fyldt med fisk.
”Ahja… hybermotoren…” mumlede Jerin og tænkte på Spooler som hun sidst havde set dybt beskæftiget med noget der nok aldrig ville blive forbundet som en hybermotor, medmindre man en dag fandt ud af, at pazaak-kort skulle flyve i hyberrummet.
”Hvordan fanden kan det tage så lang tid at hente et par skide varer?” sukkede Jerin og gav sig til at flette sit hår der næsten lyste blåt i sollyset.
”Der er jo chance for at de er røget ind i en bar på vejen,” sagde Jiib og rev endnu en bid af sin fisk med hjørnetænderne. ”Det er jo sket før.”
”Ikke uden mig,” protesterede Jerin. ”Det vover de ikke. Man går ikke på bar uden mig!”
”Men en gammel dug kan sagtens klare sig uden vådt eller tørt, mener du?” smilede Jiib til hende.
”Du har sku da dit tørre i munden, Jiib” grinede Jerin. ”Og det våde har du vist fået rigeligt af gennem dit liv.” Et grin der spyttede diverse fiskebidder ud af munden på dug’en, var næsten ved at kvæle Jiib da han lagde hovedet tilbage.
”Og det skulle komme fra dig, lille Nova?” hostede han.
”Jada,” sagde Jerin med et stort smil. ”Din lever må være totalskadet nu, med alt det du har drukket i årenes løb,”
”Så derfor giver det mening at du drikker…?”
”Jeg er yngre, jeg bør først stoppe om 20 år,” konkludere hun med et endnu større tandsmil.
”Sku ikke med de mængder du er i stand til at indtage,” lo dug’en og puttede resten af fisken i munden, til trods for at det i hans gab langt fra var tygget færdig.
Jerin rystede smilene på hovedet og lukkede øjnene for at hvile dem lidt, da der i det samme kom et udbrud fra Jiib.
”Der kommer de sgu!” Jerin så op, og ganske rigtigt. Fra trægrænsen kom to velkendte skikkelser til syne i den anden ende af lysningen. Den ene en høj, mørk, skaldet mand med en afslappet, omend ret målbevidst gang. Den anden skikkelse var næsten halv så høj som manden og gik tilmed temmelig krumbøjet. Hverken kaptajnen eller den aldrende bothaner ville Jerin nogensinde få svært ved at genkende. Hun kendte efterhånden deres fremtræden, gang og væremåde så godt at hun ville kunne identificere dem i bælgravende mørke uden problemer. Det er den slags der sker når man tilbringer for stor del af sit liv sammen med folk.
Ved nærmere eftersyn viste det sig at bothaneren også haltede en smule, og flere gange måtte stødte sig til den mørke mand.
”Hvad Kessel er det Trash laver?” mumlede Jerin og rejste sig fra jorden for at vinke til de ankommende
”Det var I fandme længe om!” råbte hun til dem med et grin som Snitch gengældte. Han svarede ikke på sekundet, men ventede til han var kommet helt hen til dem, hvor han slog armen om livet på hende og trak hende op til sig i et halvt kram.
”Tingene tog lidt længere tid end vi havde ventet,” smilede han til hende, og vente så blikket mod Jibb.
”Det opdagede vi,” sagde dug’en og rejste sig. Bagved var Trash endelig humpet op til dem. Med et gnavent støn satte han sig på den kasse, Jibb netop havde rejst sig fra.
”Hvad er der sket?!” udbrød Jerin og gjorde sig fri af Snitch.
”Et mindre uheld…” mumlede Trash der tog sig til benet for at undersøge det.
”Vi løb ind i problemer på vejen,” tilføjede Snitch med en mere alvorlig mine.
”-Du må hellere få Hubble til at se på det, gamle ven. Jeg er bange for at det er værre end som så.”
”Satans rotteyngel!” bandede bothaneren indædt da han i samme øjeblik forsøgte at stødte på benet.
”Pirater, kaptajn?” spurgte Jibb og hjalp en modvillig Trash på benene.
”Tror jeg ikke,” svarede Snitch med blikket rettet tænksomt på den ældre bothaner
”Det var nogle underlige omstændigheder… Jeg ville have undersøgt det nærmere, hvis jeg kunne,”
”Hvad skete der?” spurgte Jerin med et bestemt blik og en hånd i siden. Når kaptajnen ikke sagde tingene ligeud som de var ved første åndedrag, betød det sjældent noget godt.
”Det vil jeg ikke bebyrde dit lille hoved med nu, Jay,” svarede Snitch meget ubehjælpsomt og lagde en kærlig hånd om hendes nakke. Den hoppede Jerin nu ikke på og hendes skarpe blik ændrede sig ikke en millimeter.
Dug’en og bothaneren fornemmede at det var nu at man som mere eller mindre uvedkommende, smuttede.
”Jeg kan bare ikke lide at du holder ting skjult for mig. Det for mig til at føle mig så…”
”Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på dig, Jay, det håber jeg da ikke at du tror,”
”Nej, selvfølgelig ikke…” mumlede Jerin og lænede sit hoved mod hans håndryg. Det var i de her situationer, hun ikke, hvad hun skulle sige. Der var ikke nogen person i galaksen hun stolede mere på en Snitch. Hun vidste at han ville hende alt det bedste og at han aldrig ville gøre noget der kunne skade hende. Men…
”Undskyld. Jeg blev bare bekymret…” mumlede hun.
”Bekymret?!” Et stort, hvidt grin undslap Snitch.
”Nu står galaksen da ikke længere! Min lille Jay er blevet til en snerpet tante der spilder sit liv på at bekymre sig!”
”Nej, jeg..!” protesterede Jerin med et grin, men blev afbrudt af Snitch der fangede hendes læber i et hurtigt kys.
”Lov mig, det aldrig sker, Jay. Det ville gøre mig uendeligt ked af det.”
”Det kan jeg jo ikke love når du hele tiden render rundt og laver ballade,” drillede Jerin med et bredt tandgrin.
”Kessel, jeg bliver helt bange,” grinede Snitch og trak hende ud for sig. Hun mødte hans mørke blik, og der blev et par sekunders stilhed før de begge sukkede med et smil.
”Lov mig at du aldrig ændrer dig, Jay, det ville jeg ikke kunne bære. Så skal jeg nok vise dig, hvorfor jeg venter med at fortælle, hvad der skete.
”Hmm-M?”
”Du har ikke lovet det endnu,”
”Nåh… jaja, det skal jeg nok lade være med – hvad var det, du ville vise mig?” sagde Jerin der ikke havde taget Snitch så seriøst som han åbenbart selv havde. Snitch grinede bredt.
”Nej, du er som du altid har været. Godt, så luk øjnene.” Jerin løftede et øjenbryn mod Snitch.
”Det er du foruroligende dårlig til, Jay. Vil du prøve igen?”
”Hvorfor skal jeg- ..?”
”Den kaptajn byder dig at lukke øjnene Nova,” kommanderede Snitch i en hård tone ogg slap hendes skuldre.
”Ja-ja…” mumlede Jerin og gjorde som budt.
”Men så kan jeg jo ikke se, hvad du v-… hov!?” afbrød hun sig selv, da hun mærkede Snitch’s store hånd gribe om hendes, og lægge noget tungt og koldt på størrelse med en tennisbold i den.
”Du kan åbne dem nu,” lød Snitch’s stemme som pludselig befandt sig bag hende.
I hånden lå en firkantet jernæske. Den var blank og glat og… og det var sådan set det hele.
”Hvad er det?” spurgte Jerin uden at flytte på hånden.
”Du kunne jo prøve at åbne den,” foreslog Snitch’s mørke stemme ved hendes øre. Med neglen fandt Jerin den revne der skilte æsken, og hun fik den med overraskende lethed op. Indersiden var foret med en uld, Jerin ikke kendte navnet på, og fungerede som pude for genstanden i æsken.
Et grågrønt æg.
Jerin brugte lidt tid på at vurdere at med blikket, men så kunne hun ikke holde spørgsmålet i ave mere:
”Hvad er det?”
”Dit, hvis du vil have det,” lød det dæmpede svar.
”Spejlæg?” spurgte Jerin og tog det forsigtigt op med fingrene.
”Det er et smooka-æg,” forklarede Snitch og hjalp Jerin af med æsken.
”Betyder det, at det smager godt?”
”Det betyder at der kommer et kært lille dyr ud af det, hvis du passer det,”
”Næh, hvor fint,” smilede Jerin med en halv-sarkastisk tone.
”Jeg stødte en gang ind i en rede af de små bæster,” sagde Snitch bag hende. ”Det slog mig forleden at der er noget ved dem der minder mig ufattelig meget om dig,”
”Om mig?!” grinede Jerin og drejede hovedet om så hun kunne se Snitch. I stedet for at svare, sendte Snitch hende et varmt smil som smittede.
”Du ved at du er den, der betyder mest for mig på hele det her skib, Jerin?” sagde han lavmælt.
”Jeg skulle være godt dum for ikke at have bemærket det,” grinede Jerin og gav ham et hurtigt kys på næsen. Den sorte mand smilede roligt tilbage til hende. Den mørke hud slørede det som regel i almindelighed, men når man kom helt tæt på og så efter, trådte fuger, rynker og andre ældetegn frem på kaptajnens ansigt.
”Ja, du er både smuk, kvik og ung,” sagde han med et lille suk som fik en alarmklokke til at ringe i Jerins hoved
”Begynder du nu på det?” sukkede hun og drejede sig helt rundt så hun stod ordenligt over for ham.
”Jeg troede sgu da at vi havde lagt låg på alt det. Jeg elsker dig, så hold nu op med det pladder,”
”Men det er noget nyt pladder,” insisterede Snitch med sit varme, helt rolige smil.
”Årh, så kom da med det,” Jerin rullede let med øjnene og gav ham et klap på kinden.
”Du ved at jeg ikke… tja, varer for evigt,”
”Det gør jeg sgu da heller ikke,” sukkede Jerin og havde lyst til at tage sig til hovedet. Det her mindede hende lidt for meget om deres sidste samtale.
”Vi er i en branche, hvor folk dør i flæng uanset alder. Skal jeg virkelig fortælle dig det?”
”Lad mig nu tale ud elskede lille furie,” Jerin kunne alligevel ikke lade være med at slippe et lille grin og rystede på hovedet.
”Jeg har tænkt en del på det sidste…” fortsatte Snitch og lod sit blik glide hen over hendes ansigt.
”Javel-ja,”
”Du ved at der ikke er noget i denne galakse jeg ikke ville give dig,” han lagde blidt sin ene håndflade mod hendes kind. ”Der er dog en enkelt ting jeg kunne ønske mig at få af dig,” I det ene øjeblik fangede han hendes blik, og hun forstod med det samme at han virkelig lagde en større vigtighed i dette.
”Jeg har da ikke noget, du ikke selv kunne skaffe dig,” smilede hun og ville have rystet på hovedet, hvis ikke det havde været så dejligt at læne kinden mod hans hånd.
”Vi kan risikere at gå bort i morgen, det har du jo ret i. Men inden jeg gør det… Jeg ville være så lykkelig, hvis jeg, inden jeg døde kunne…”
”- Hvordan kan det dog være at du er så utrolig god til at give fuldkommen klare ordre til din besætning og så helt utrolig dårlig til at sige noget sammenhængende i sådan en situation her?”
”Sch, jeg bliver bare mere sentimental og melodramatisk, hvis jeg får lov at trække det i langdrag,”
”Jamen, så sig det da. Hvad er det, du vil have?” En dæmpet latter undslap Snitch der med lukkede øjne rystede på hovedet, hvorpå han plantede et kys på Jerins pande.
”Når jeg engang er væk, vil jeg være sikker på at du kommer til at leve godt videre,”
”Det var sgu da også planen,” svarede Jerin med sukkende grin. Hun havde lidt svært ved at forholde sig til hans sentimentale gammelmands-stunder. De var begyndt at blive mere og mere hyppige igennem de sidste par måneder.
”Jaja, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om Jay, men det var heller ikke det jeg mente så meget…” Han tog hånden fra Jerins kind og kløede sig langsomt i nakken. Et sjældent, men sikkert tegn på nervøsitet.
”Du giver ikke voldsomt meget mening lige nu, elskede, det er du godt klar over?” Snitch virrede lidt med hovedet og lukkede øjnene. Så tog han et langt åndedrag og så direkte på Jerin igen.
”Jeg ville gerne kunne kalde mig din mand. Også for eftertiden.”
”Giftes!??” Jerin brast i høj latter.
”Du synes jeg er fjollet,” sagde Snitch med et af sine genkendelige rolige smil, som næsten lettede Jerin lidt.
”Nej, jeg synes du er sød,” grinede hun videre og plantede et hurtigt kys på hans kind.
”Er det en drengedrøm?” Nu måtte Snitch grine.
”Muligvis,” Han lagde sine hænder om hendes, der stadig holdt om det grågrønne smooka-æg. ”Noget i den stil…” Hans øjne mødte hendes og fremkaldte et varmt tandsmil på hendes mund. Et øjeblik lod hun sig fortabe i de dybe, mørke øjne, men så fik hun lidt samling på sig selv.
”Jeg…-” men i det samme mærkede hun noget mellem fingrene der brat rev hendes tanker væk. Som en glaskugle der holdes for hårdt og smadres.
”Shit…” Hun løsnede sit greb om ægget, men det var for sent, hun kunne allerede mærke små stykker af skaller i hænderne og en varm væske løbe lige så stille mellem hendes fingre. Snitch slap hende, og langsomt åbnede hun sine hænder, bange for, hvad hun ville se. Det kunne være at de skulle have spejlæg alligevel
En lille, overrasket lyd undslap hende derfor, da, det hun fandt i sine håndflader viste sig ikke at være hverken knust eller dødt. En del af overraskelsen skyldtes nu også at hun sjældent havde set noget så utiltalende. Umiddelbart ret svært at definere, men skulle hun komme med et bud, ville hun sige at her var tale om en slags anorektisk firben med alt for lange arme som brutalt var blevet krydset med et stort tudsehoved og måske en død abe. Dyret var ikke meget mere end ti centimeter, snaskede stadig lidt rundt i væsken fra ægget, men virkede derudover sund og frisk.
”For satan, hvor er den dog grim,” sagde Jerin og tog den længere op til ansigtet så hun bedre kunne se den.
”Det kan der faktisk være noget om,” sammentyggede Snitch og satte også hovedet tættere på for at kunne se.
”Og de mindede dig om mig, siger du?” sagde Jerin med et løftet øjenbryn, da den nyudklækkede øgle forsøgte at gøre sig fri fra skallen. Hun hjalp den forsigtigt med den ene hånd, som hun fik gjort fri.
”Synes du ikke at ligheden er slående?” grinede Snitch. Jerin sendte ham et dumt blik, som hun dog ikke kunne holde i lang tid før hun blev overrumplet af et smil.
”Jeg tror jeg vil opkalde den efter dig, bare fordi du er så sød,” sagde hun og tørrede sin ene hånd fri for æggesnask på hans skulder
”Arh, det er da ikke så slemt..-”
I det samme berigede smooka-Snitch verden med sin første lyd. En skinger blanding af en gurglen og en piben som verden umiddelbart nok havde været bedre tjent uden.
”..- som dig når du synger i hvert fald,” grinede Snitch, og fik øjeblikkeligt den snaskede hånd i ansigtet i stedet.
”Er det i forlængelse af det her du vil høre mit svar til dit sidste spørgsmål,” sagde så Jerin, og frydede sig samtidig med at hun følte et stik af dårlig samvittighed da hun så hvordan Snitch et kort øjeblik så helt bange ud. Hvordan kunne det dejlige fjols dog bare tvivle på at der fandtes andet end ét svar til den anmodning.