Post by Felisjanen on Jun 3, 2010 11:26:51 GMT -5
Navn:
Zumati Luzperna Kavalie
Race: Menneske
Alder:
22 år
Profession:
Forhenværende slave, tyv (X hutt prinsesse w00t?)
Hjemplanet:
Nar Shaddaa
Sprog: Basic, men det halter en smule. Ryll. Hun snakker Huttese flydende og kan godt finde på at bruge fyldord fra det, når hun ikke ved hvad at tingene hedder på Basic. Det sker til tider når hun er irriteret og derfor ikke tænker så meget over hvad hun siger at hun pludselig slår over til at snakke det i lange, uopmærksomme talestrømme. Hun har desuden svært ved at forstå sarkasme og kan ikke rigtigt udtale et normalt r' uden at rulle på det.
Udseende;
-Højde; 1 meter 67 cm
-Vægt; 55 kg
Noget af det man hurtigt ville lægge mærke til ved Zumati, ville nok være hendes dådyr lignende øjne. Farven i dem er en en varm nøddebrun med enkelte nuancer af rav-orange. Mange vil beskrive dem som dybe og drømmende. Dem er af slagsen man bare kan svømme sig væk i. Hun har aldrig rigtigt lært at gemme sine følelser væk og det kan ses i et meget tydeligt kropssprog hos hende. Man skal bare kigge op i hendes ansigt og alt fra fornøjelse til utilfredshed kommer til syne ved glimt i hendes øjne, eller en rynken på næsen. Hendes hud er utroligt blød og ubeskadiget, på trods af det overraskende liv hun er født ind i og har desuden en solpræget gylden nuance. Farven er medfødt og derfor falmer den ikke bare sådan lige. Hendes ansigt er udstyret med en fin, lige næse, hvide tænder og rose' læber. Selve ansigtet er meget ungdommeligt, da det ikke er specielt skarpt nogle steder. Hendes kæbe er eks. formet af blide kurver og hendes kindben ligger kun lige så de giver et feminint udtryk, uden at være for fremtrædende.
Hendes hår er sort, men har et diskret mørkegrønt skær. Skæret kommer først rigtigt til syne i kunstigt lys. Hendes hår er desuden præget af fald stort set alle steder og bliver delt i en midterskilning. To tynde tjavser hænger desuden altid ned over hendes øjne. Hun ligger stor umage i at pleje de mørke lokker når hun kan komme til det og man ser hende stort set altid med håret løst hængende. I sin fulde længde går det hende til et sted under hofterne.
Hendes kropsbygning er på grænsen mellem spinkel og slank. Da hun ikke er vandt til at lave så meget er hun ikke specielt muskuløs, men til gengæld er hun meget smidig og bevæger sig med en større elegance og rank holdning, der ofte får folk til at vende sig efter hende.
På hendes højre overarm er der et sort brændemærke af en hvirvel, fra hendes tid hos Aa'l Fonz. Hun prøver at dække det med armbånd eller det der ligner. Zumati har ikke den store indflydelse på de klæder hun går i. Hun får det meste foræret og det hun får holder ikke længe, men hun foretrækker tøj i lyse farver og gerne noget der er lidt chikt. Hun har ikke så meget at skifte i, men sørger ofte for at det hun har er rent. Dog tiltrækker lyse farver ret meget opmærksomhed, så hun pakker sig ofte ekstra ind i en lang jakke og et sjal hun trækker hen over hendes hår og noget af hendes ansigt.
Det hun laller rundt i er i øjeblikket en hvid, lang kjole med stropper, snor om livet og U-udskæring. Længden stopper lidt under hendes knæ. Hendes sko er orange ballerina sko. Hun har et eller andet med ting der skinner, for hun elsker smykker. Dog har hun ikke mange ud over det bling bling hun skjuler sit ar med. Hun bærer en ankelkæde af sølv, et par store runde øre'ringe' og noget lidt specielt. En perlekæde hun har haft fra hun var lille af. Den har hun fra sin mor. Fik revet den af hende da hun blev bortført, i forsøg på noget at holde fast i. Hun husker ikke hvor hun har den fra, men går altid med den.
Personlighed:
Skal man kategorisere Zumati er hun først og fremmest en håbløs romantikker og optimist.
Når hun skal vælge hvad der er rigtigt følger hun sit hjerte og sine følelser, frem for hendes fornuft.
For det meste ses hun med et smil på læben og en frisk, eller livlig attitude. Hun har en overjordisk medfølende og indlevelse i hvordan andre har det. Næsten i sådan en grad at man kan forvente hun møder hendes nærmeste med venlighed, betænksomhed og hensyn fra starten. Derfor ville de fleste nok kalde hende naiv og en drømmer. Er man blandt Zumatis venner er man på god jord. Hun er loyal og går ikke i vejen for en omgang sympati tudning, hvis hendes kære har det skidt.
Man siger jo at heldet følger den tossede og det passer meget godt på hende (hun er nu ellers ikke tosset som sådan) -- for hun har det med at klare sig ud af de mest håbløse situationer på overraskende måder. Selv om hun kan virke lidt blondine dum til tider, er hun nu meget kvik og lærer hurtigt af sine fejl. Stærkt hjulpet på vej af hendes nysgerrighed er hun meget opsat på at skrabe ny viden til sig. Spørg man hende er hun en glimrende alternativ problemløser og hjælper gerne.
Fanges hun i sit es ser man at Zumati har en forkærlighed for dyr, små børn og alt der er forsvarsløst, nuttet og forladt. I hendes barndom havde hun allerede et meget forudviklet 'moderinstinkt' og gjorde alt for at få de mindreårige af hendes venner til at føle sig tilpas og være glade. Den form for behagesyge er kun blevet kraftigere i hendes voksenår.
Hun var som lille også omgivet af et hav af tøjdyr. Nu har hun så ikke tøjdyr mere, men medtager enhver lille pelstot hun finder uimodståelig på sin vej.
Under provokationer bliver hun typisk fornærmet og lukker af, men stikker man tilstrækkeligt til hende kan hun blive hun højtråbende og lettere aggressiv. At diskutere med hende er en noget umulig affære, da hun er nærmest urokkelig i sine meninger og er ekstremt flabet mod alt og alle der vælger at modsætte sig hende. Kort sagt har hun en ukuelig stædighed. Har hun sat sig noget for en gang er hun næsten ikke til at sætte ud af kurs.
Både under oplæringen hos Aa'l og Boudin er hun blevet formet til noget i retning af en høflig selskabsdame og ved hvordan man skal opføre sig under 'fine' forhold, men det er jo ikke just det miljø man mest møder på Shaddaa, så det er sjældent man ser hende som en lille skødehund.
Hun har desuden en meget smuk sangstemme, som hun ynder at bruge når hun er overladt til sig selv eller når hun er trist. Ellers kan hun desuden danse på niveau med de fleste twilekdanserinder og hvis hun vil kan hun sno en fyr om hendes lillefinger, hvilket hun udnytter i visse situationer.
Man skal være lidt af en idiot for ikke at indse at Zumati er en skønhed. Dette er hun udmærket også klar over og ynder at gøre noget ud af sig selv. Det sker dog af og til at hun netop derfor bliver tvivl om folks egentlige hensigt med hende og bliver frygtelig usikker, for hvorfor er de hendes venner? For noget hun er, noget hun indeholder eller er det fordi de har tænkt sig aaat...
Et andet middel hun af og til bruger for at få sin vilje igennem er en lille skuespiller hun har gemt i maven. Hun overdramatiserer. Enten i hendes sprog og forklaringer eller i form af krokodilletårer for at slippe afsted med ting etc.
Fortid:
Zumati er oprindeligt født ind i en kærlig kernefamilie. Hun husker ikke hvor hun kommer fra og heller ikke noget om hendes familie, hvilket er meget forståeligt da hun mistede dem i den unge alder af 5 år.
Hendes forældre var nærmest en form for nomader, der rejste fra sted til sted for at finde den perfekte tilværelse for deres lille familie, men det er som regel sådan at man ikke kan flygte fra problemer. De indhenter dig altid på et eller andet tidspunkt. Familien slog sig ned på Nar Shaddaa af grunde der umiddelbart er svære at forstå, men det siger også sig selv at det ikke er let at være sikker på hele galaksens ***hul og penge havde de heller ikke for mange af. Efter et par måneder på smuglermånen var de kommet i gæld til en hutt, kaldt Boudin for en række tjenester og da huttens håndlangere blev ved med at presse på, besluttede de at det var på tide at flytte igen. Denne gang slog de sig ned på Naboo og følte sig sikre på at de endelig havde fundet et sted at være i fred, men det varede ikke længe før en del af Boudins lakajer fandt dem. Da de ikke kunne betale rev de Zummie (Ja, nu kalder jeg hende lige Zummie) ud af hænderne på hendes skrigende mor. Hendes forsøg på at holde fast var dømt til at mislykkes, men i farten fik hun revet sin mors perlekæde af hendes hals. Hendes far gjorde intet og stirrede ned i gulvet. Han blev skudt.
Zummie blev smidt ind i et mørkt lastrum på en krydser. Der sad hun så i et uvist antal dage, for det eneste lys der trængte ind i det lille rum var gennem en lille sprække i døren, hendes vogtere kunne kigge ind af. Dermed vidste hun ikke hvad der var nat og dag. Hun nægtede at spise, og når hun ikke spiste, skreg hun på sine forældre og over manglen på lys. Tiden stod nærmest stille og var ulidelig for den lille pige.
Døren blev så en dag åbnet. Krydseren var landet på Nar Shaddaa. Efter at have båret den lille pige gennem gaderne befandt hun sig i et palads hos en hutt. Den selv samme hutt som hendes familie havde skyldt penge til. Boudin var ærligt talt ret kritisk over at have modtaget den lille korthårede pige. Gangsterbossen undrede sig lidt hvad katten han skulle bruge hende til. Han regnede med at sælge hende på det sorte marked, men ved nærmere eftertanke var det mest fornuftigt at beholde hende ind til han fandt på noget bedre. Det blev aldrig til noget 'bedre' for Zummie viste sig at havde lige de egenskaber der kunne smelte Boudins hjerte. Han adopterede hende. Nærmest som en blanding af et barn og kæledyr. Hendes øjne mindede ham om en ring med ædelsten han havde fået fra sin mor og menneskebarnet var jo også nuttet...
-På sin egen hyperaktive, ustyrlige, nysgerrige og opmærksomhedskrævende måde.
Men nu er hutter som sagt nok galaksens mest egocentrerede væsener og der var selvfølgelig mange ting der skulle laves om. Zummie skulle lære at tale huttese, for Boudin ville under ingen omstændigheder ses mens han talte basic. Huttese var jo uden tvivl det smukkeste sprog der eksisterede, så hun fik privat undervisning. Hun skulle kunne underholde ham, så hun lærte at danse, spille på instrumenter og en hel del andet. Boudin syntes også at mennesker lugtede, så hun blev smidt i bad med tøj på af en slavinde, druknet i parfume, iført en lille gul kjole og kom så ellers tilbage til Boudin. Så fik han importeret en anden lille pige til hendes selskab. En lille gulerodshåret pige med blå-grøn-grumsede øjne, som han besluttede skulle hedde Nilith. Han ændrede også Niliths fødselsdato, mest fordi han bare kunne.
De blev konstant holdt inde for murene i paladset. Hvis de havde gjort et eller andet specielt lod han dem løbe rundt på et lille areal have han havde. Altid efterfulgt af et hold barnepiger der skulle holde øje med dem. Ellers blev de placeret på en meget stor pude, med en guldkæde om anklen ved Boudins side, når han skulle have 'audienser.' Der kunne de så sidde og se kønne ud.
Guldkæden var ikke så meget til for at de ikke skulle stikke af, Zummie var under alle omstændigheder tilfreds nok. Hun havde fundet ud af at hutter er meget sjove klatrestativer og brugte den 3 meter høje Boudin som rutsjebane. Ellers satte hun sig på hans skulder og stirrede ned på gæsterne, i lighed med en bjergged. Og Boudin kunne ikke lide at blive besat af bjerggeder hele tiden. Det hele gik stille og roligt, som de to piger voksede op. Der skete dog et vendepunkt.
Da Zummie var fyldt 17 udbrød der en krig blandt de lokale gangstere bla. Fonz'erne, Mafosl the hutt og et par andre mindre vigtige. Boudin blev skudt. -Skudt op til flere gange. Faktisk så mange gange at han blev til blæver og paladset var stort set intet andet end ruiner.
Zummie og Nilith løb væk fra alt kaosset, men endte at blive samlet op af A'al Fonz og hans håndlangere. Det var starten på en meget mørk tid, men også en ny tid. Zummie blev adskilt fra Nilith og solgt som slavinde forholdsvist hurtigt. Allerede den unge alder var hun meget fremme i sin fysiske udvikling og blev revet væk, men hun blev altid sendt tilbage, for hendes købere endte næsten hver gang med at blive lidt foooor... nærgående. Det forkælede pigebarn slog fra sig, hvilket de alle klagede over. Hver gang hun blev returneret til Fonz ventede der hende altid sådan en omgang tæv at hun næsten kunne have været død af det, for det betød også at køberne skulle have deres penge tilbage.
Alt virkede pludselig så meget vanskeligere end det hun var vokset op med. Basic, som hun havde glemt begyndte hun langsomt at genlære ved at se mere til sproget end ellers. Hun blev præsenteret for nye begreber og ting hun ikke kendte. Alt den kaos og elendighed, der havde været skjult for hende, var pludselig en del af hendes hverdag. Det var noget andet end at leve i sus og dus som den der indtjente på det. Hun tænkte at hun egentlig havde været heldig at være Boudins yndling og ikke en person under ham. Hendes samvittighed plagede hende, selv om hun nok ikke kunne komme længere ned i sølet end nu. Små børn under hendes alder blev solgt og græd, og den unge dame undrede sig over hvordan nogen kunne tillade sig at være så hensynsløse. De fleste var alene som hende og uden nogen til at tage sig af dem. Børnene vandt hendes sympati og hun prøvede at være dem til selskab og trøst. Under opholdet lærte hun desuden at tale og forstå Ryll.
Zummie havde kun været hos Fonzerne i en uge da hun prøvede at stikke af første gang. Det mislykkes, men det første forsøg blev opfulgt af flere. Stadig med samme resultat. Det blev irriterende for A'al og endte med at hun blev bedøvet og fik indopereret to sporingschips. En i hendes arm og en i hendes lår. Desuden fik hun trykket et glødende stempel op i hendes højre overarm. Et brændemærke i form af en hvirvel, som i et sort hul. Hun prøvede efterfølgende desperat at få det smertefulde sår til at hele uden at give hende ar, men det var meningsløst.
En dag da hun endnu en gang havde fået en ny 'herre' stoppede hendes evige kamp for en tid. Hun kom i hus under en mand i tyverne. Der blev hun en form for tjenestepige. Det gik i starten ikke så godt, for hun havde trods alt aldrig rørt en kost eller skullet lave lignende ting selv, men fyren virkede anderledes og hun følte for første gang i lang tid at hun blev taget alvorligt og som værende andet end en nipsdukke. Deres forhold blev hurtigt kompliceret og hun blev forelsket. Det skulle dog vise sig at da han havde vundet hendes tillid var han meget dominerende og magtgal. Da hun så nægtede at være føjelig endte hun pludselig hos A'al Fonz igen.
Hun tilbragte i alt 4 år hos Fonzerne og blev 21.
Alle hendes lidelser skulle dog snart vise sig at give medvind, for A'als magtregime stod ved en ende. A'al blev skudt og hans base blev sprængt i luften. Hun havde heldet med sig igen og slap væk uden skræmmer. Hun endte på Shaaddas gader og var på en og samme tid lettet og skræmt. Lettet for endelig at være fri og skræmt fordi det var en hel fremmed følelse der overrumplede hende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle styre det.
Hun så til fascination avancerede maskiner, nye racer og en hel anden form for slum, end hos gangsterne. De fleste var ikke just imødekommende og hun måtte til at tilpasse sig endnu en gang. Der havde hendes tid hos A'al dog rustet hende en anelse. Hun havde aldrig mistet sit lyse sind og sin tro på det gode i mennesker i sin tid som slave, men det havde lært hende at være mere påpasselig. Hun havde kun det tøj hun havde på og det blev hurtigt slidt op, så hun begyndte at stjæle og prøvede altid at holde sig så ren så muligt. Hun måtte dog se til at hvis hun stjal penge fik det konsekvenser for andre. Et eksempel var en far og hans 4 børn. De var fattige selv, så hun gjorde det til en regel at når hun stjal skulle det være fra folk der havde mange af dem. Det at stjæle fra rige mennesker var mere risikabelt, men hun tog altid kun det hun skulle bruge indtil hendes sympati overtalte hende til at tage lidt ekstra og give dem til de i Shaaddas gader, der selv stod i samme båd som hende. Det fik hun til sidst mange kontakter og bekendte for. Hun har lært en del tricks til selvforsvar og kamp. Selv om hun kun har været i miljøet relativt kort tid har hun tilpasset sig det fint.
Taget i betragtning af hendes tidligere guldbur og primadonna-prinsesse status kan Zummie nok godt kaldes en rotte af Shaadda.
-Men en speciel en af slagsen...
Zumati Luzperna Kavalie
Race: Menneske
Alder:
22 år
Profession:
Forhenværende slave, tyv (X hutt prinsesse w00t?)
Hjemplanet:
Nar Shaddaa
Sprog: Basic, men det halter en smule. Ryll. Hun snakker Huttese flydende og kan godt finde på at bruge fyldord fra det, når hun ikke ved hvad at tingene hedder på Basic. Det sker til tider når hun er irriteret og derfor ikke tænker så meget over hvad hun siger at hun pludselig slår over til at snakke det i lange, uopmærksomme talestrømme. Hun har desuden svært ved at forstå sarkasme og kan ikke rigtigt udtale et normalt r' uden at rulle på det.
Udseende;
-Højde; 1 meter 67 cm
-Vægt; 55 kg
Noget af det man hurtigt ville lægge mærke til ved Zumati, ville nok være hendes dådyr lignende øjne. Farven i dem er en en varm nøddebrun med enkelte nuancer af rav-orange. Mange vil beskrive dem som dybe og drømmende. Dem er af slagsen man bare kan svømme sig væk i. Hun har aldrig rigtigt lært at gemme sine følelser væk og det kan ses i et meget tydeligt kropssprog hos hende. Man skal bare kigge op i hendes ansigt og alt fra fornøjelse til utilfredshed kommer til syne ved glimt i hendes øjne, eller en rynken på næsen. Hendes hud er utroligt blød og ubeskadiget, på trods af det overraskende liv hun er født ind i og har desuden en solpræget gylden nuance. Farven er medfødt og derfor falmer den ikke bare sådan lige. Hendes ansigt er udstyret med en fin, lige næse, hvide tænder og rose' læber. Selve ansigtet er meget ungdommeligt, da det ikke er specielt skarpt nogle steder. Hendes kæbe er eks. formet af blide kurver og hendes kindben ligger kun lige så de giver et feminint udtryk, uden at være for fremtrædende.
Hendes hår er sort, men har et diskret mørkegrønt skær. Skæret kommer først rigtigt til syne i kunstigt lys. Hendes hår er desuden præget af fald stort set alle steder og bliver delt i en midterskilning. To tynde tjavser hænger desuden altid ned over hendes øjne. Hun ligger stor umage i at pleje de mørke lokker når hun kan komme til det og man ser hende stort set altid med håret løst hængende. I sin fulde længde går det hende til et sted under hofterne.
Hendes kropsbygning er på grænsen mellem spinkel og slank. Da hun ikke er vandt til at lave så meget er hun ikke specielt muskuløs, men til gengæld er hun meget smidig og bevæger sig med en større elegance og rank holdning, der ofte får folk til at vende sig efter hende.
På hendes højre overarm er der et sort brændemærke af en hvirvel, fra hendes tid hos Aa'l Fonz. Hun prøver at dække det med armbånd eller det der ligner. Zumati har ikke den store indflydelse på de klæder hun går i. Hun får det meste foræret og det hun får holder ikke længe, men hun foretrækker tøj i lyse farver og gerne noget der er lidt chikt. Hun har ikke så meget at skifte i, men sørger ofte for at det hun har er rent. Dog tiltrækker lyse farver ret meget opmærksomhed, så hun pakker sig ofte ekstra ind i en lang jakke og et sjal hun trækker hen over hendes hår og noget af hendes ansigt.
Det hun laller rundt i er i øjeblikket en hvid, lang kjole med stropper, snor om livet og U-udskæring. Længden stopper lidt under hendes knæ. Hendes sko er orange ballerina sko. Hun har et eller andet med ting der skinner, for hun elsker smykker. Dog har hun ikke mange ud over det bling bling hun skjuler sit ar med. Hun bærer en ankelkæde af sølv, et par store runde øre'ringe' og noget lidt specielt. En perlekæde hun har haft fra hun var lille af. Den har hun fra sin mor. Fik revet den af hende da hun blev bortført, i forsøg på noget at holde fast i. Hun husker ikke hvor hun har den fra, men går altid med den.
Personlighed:
Skal man kategorisere Zumati er hun først og fremmest en håbløs romantikker og optimist.
Når hun skal vælge hvad der er rigtigt følger hun sit hjerte og sine følelser, frem for hendes fornuft.
For det meste ses hun med et smil på læben og en frisk, eller livlig attitude. Hun har en overjordisk medfølende og indlevelse i hvordan andre har det. Næsten i sådan en grad at man kan forvente hun møder hendes nærmeste med venlighed, betænksomhed og hensyn fra starten. Derfor ville de fleste nok kalde hende naiv og en drømmer. Er man blandt Zumatis venner er man på god jord. Hun er loyal og går ikke i vejen for en omgang sympati tudning, hvis hendes kære har det skidt.
Man siger jo at heldet følger den tossede og det passer meget godt på hende (hun er nu ellers ikke tosset som sådan) -- for hun har det med at klare sig ud af de mest håbløse situationer på overraskende måder. Selv om hun kan virke lidt blondine dum til tider, er hun nu meget kvik og lærer hurtigt af sine fejl. Stærkt hjulpet på vej af hendes nysgerrighed er hun meget opsat på at skrabe ny viden til sig. Spørg man hende er hun en glimrende alternativ problemløser og hjælper gerne.
Fanges hun i sit es ser man at Zumati har en forkærlighed for dyr, små børn og alt der er forsvarsløst, nuttet og forladt. I hendes barndom havde hun allerede et meget forudviklet 'moderinstinkt' og gjorde alt for at få de mindreårige af hendes venner til at føle sig tilpas og være glade. Den form for behagesyge er kun blevet kraftigere i hendes voksenår.
Hun var som lille også omgivet af et hav af tøjdyr. Nu har hun så ikke tøjdyr mere, men medtager enhver lille pelstot hun finder uimodståelig på sin vej.
Under provokationer bliver hun typisk fornærmet og lukker af, men stikker man tilstrækkeligt til hende kan hun blive hun højtråbende og lettere aggressiv. At diskutere med hende er en noget umulig affære, da hun er nærmest urokkelig i sine meninger og er ekstremt flabet mod alt og alle der vælger at modsætte sig hende. Kort sagt har hun en ukuelig stædighed. Har hun sat sig noget for en gang er hun næsten ikke til at sætte ud af kurs.
Både under oplæringen hos Aa'l og Boudin er hun blevet formet til noget i retning af en høflig selskabsdame og ved hvordan man skal opføre sig under 'fine' forhold, men det er jo ikke just det miljø man mest møder på Shaddaa, så det er sjældent man ser hende som en lille skødehund.
Hun har desuden en meget smuk sangstemme, som hun ynder at bruge når hun er overladt til sig selv eller når hun er trist. Ellers kan hun desuden danse på niveau med de fleste twilekdanserinder og hvis hun vil kan hun sno en fyr om hendes lillefinger, hvilket hun udnytter i visse situationer.
Man skal være lidt af en idiot for ikke at indse at Zumati er en skønhed. Dette er hun udmærket også klar over og ynder at gøre noget ud af sig selv. Det sker dog af og til at hun netop derfor bliver tvivl om folks egentlige hensigt med hende og bliver frygtelig usikker, for hvorfor er de hendes venner? For noget hun er, noget hun indeholder eller er det fordi de har tænkt sig aaat...
Et andet middel hun af og til bruger for at få sin vilje igennem er en lille skuespiller hun har gemt i maven. Hun overdramatiserer. Enten i hendes sprog og forklaringer eller i form af krokodilletårer for at slippe afsted med ting etc.
Fortid:
Zumati er oprindeligt født ind i en kærlig kernefamilie. Hun husker ikke hvor hun kommer fra og heller ikke noget om hendes familie, hvilket er meget forståeligt da hun mistede dem i den unge alder af 5 år.
Hendes forældre var nærmest en form for nomader, der rejste fra sted til sted for at finde den perfekte tilværelse for deres lille familie, men det er som regel sådan at man ikke kan flygte fra problemer. De indhenter dig altid på et eller andet tidspunkt. Familien slog sig ned på Nar Shaddaa af grunde der umiddelbart er svære at forstå, men det siger også sig selv at det ikke er let at være sikker på hele galaksens ***hul og penge havde de heller ikke for mange af. Efter et par måneder på smuglermånen var de kommet i gæld til en hutt, kaldt Boudin for en række tjenester og da huttens håndlangere blev ved med at presse på, besluttede de at det var på tide at flytte igen. Denne gang slog de sig ned på Naboo og følte sig sikre på at de endelig havde fundet et sted at være i fred, men det varede ikke længe før en del af Boudins lakajer fandt dem. Da de ikke kunne betale rev de Zummie (Ja, nu kalder jeg hende lige Zummie) ud af hænderne på hendes skrigende mor. Hendes forsøg på at holde fast var dømt til at mislykkes, men i farten fik hun revet sin mors perlekæde af hendes hals. Hendes far gjorde intet og stirrede ned i gulvet. Han blev skudt.
Zummie blev smidt ind i et mørkt lastrum på en krydser. Der sad hun så i et uvist antal dage, for det eneste lys der trængte ind i det lille rum var gennem en lille sprække i døren, hendes vogtere kunne kigge ind af. Dermed vidste hun ikke hvad der var nat og dag. Hun nægtede at spise, og når hun ikke spiste, skreg hun på sine forældre og over manglen på lys. Tiden stod nærmest stille og var ulidelig for den lille pige.
Døren blev så en dag åbnet. Krydseren var landet på Nar Shaddaa. Efter at have båret den lille pige gennem gaderne befandt hun sig i et palads hos en hutt. Den selv samme hutt som hendes familie havde skyldt penge til. Boudin var ærligt talt ret kritisk over at have modtaget den lille korthårede pige. Gangsterbossen undrede sig lidt hvad katten han skulle bruge hende til. Han regnede med at sælge hende på det sorte marked, men ved nærmere eftertanke var det mest fornuftigt at beholde hende ind til han fandt på noget bedre. Det blev aldrig til noget 'bedre' for Zummie viste sig at havde lige de egenskaber der kunne smelte Boudins hjerte. Han adopterede hende. Nærmest som en blanding af et barn og kæledyr. Hendes øjne mindede ham om en ring med ædelsten han havde fået fra sin mor og menneskebarnet var jo også nuttet...
-På sin egen hyperaktive, ustyrlige, nysgerrige og opmærksomhedskrævende måde.
Men nu er hutter som sagt nok galaksens mest egocentrerede væsener og der var selvfølgelig mange ting der skulle laves om. Zummie skulle lære at tale huttese, for Boudin ville under ingen omstændigheder ses mens han talte basic. Huttese var jo uden tvivl det smukkeste sprog der eksisterede, så hun fik privat undervisning. Hun skulle kunne underholde ham, så hun lærte at danse, spille på instrumenter og en hel del andet. Boudin syntes også at mennesker lugtede, så hun blev smidt i bad med tøj på af en slavinde, druknet i parfume, iført en lille gul kjole og kom så ellers tilbage til Boudin. Så fik han importeret en anden lille pige til hendes selskab. En lille gulerodshåret pige med blå-grøn-grumsede øjne, som han besluttede skulle hedde Nilith. Han ændrede også Niliths fødselsdato, mest fordi han bare kunne.
De blev konstant holdt inde for murene i paladset. Hvis de havde gjort et eller andet specielt lod han dem løbe rundt på et lille areal have han havde. Altid efterfulgt af et hold barnepiger der skulle holde øje med dem. Ellers blev de placeret på en meget stor pude, med en guldkæde om anklen ved Boudins side, når han skulle have 'audienser.' Der kunne de så sidde og se kønne ud.
Guldkæden var ikke så meget til for at de ikke skulle stikke af, Zummie var under alle omstændigheder tilfreds nok. Hun havde fundet ud af at hutter er meget sjove klatrestativer og brugte den 3 meter høje Boudin som rutsjebane. Ellers satte hun sig på hans skulder og stirrede ned på gæsterne, i lighed med en bjergged. Og Boudin kunne ikke lide at blive besat af bjerggeder hele tiden. Det hele gik stille og roligt, som de to piger voksede op. Der skete dog et vendepunkt.
Da Zummie var fyldt 17 udbrød der en krig blandt de lokale gangstere bla. Fonz'erne, Mafosl the hutt og et par andre mindre vigtige. Boudin blev skudt. -Skudt op til flere gange. Faktisk så mange gange at han blev til blæver og paladset var stort set intet andet end ruiner.
Zummie og Nilith løb væk fra alt kaosset, men endte at blive samlet op af A'al Fonz og hans håndlangere. Det var starten på en meget mørk tid, men også en ny tid. Zummie blev adskilt fra Nilith og solgt som slavinde forholdsvist hurtigt. Allerede den unge alder var hun meget fremme i sin fysiske udvikling og blev revet væk, men hun blev altid sendt tilbage, for hendes købere endte næsten hver gang med at blive lidt foooor... nærgående. Det forkælede pigebarn slog fra sig, hvilket de alle klagede over. Hver gang hun blev returneret til Fonz ventede der hende altid sådan en omgang tæv at hun næsten kunne have været død af det, for det betød også at køberne skulle have deres penge tilbage.
Alt virkede pludselig så meget vanskeligere end det hun var vokset op med. Basic, som hun havde glemt begyndte hun langsomt at genlære ved at se mere til sproget end ellers. Hun blev præsenteret for nye begreber og ting hun ikke kendte. Alt den kaos og elendighed, der havde været skjult for hende, var pludselig en del af hendes hverdag. Det var noget andet end at leve i sus og dus som den der indtjente på det. Hun tænkte at hun egentlig havde været heldig at være Boudins yndling og ikke en person under ham. Hendes samvittighed plagede hende, selv om hun nok ikke kunne komme længere ned i sølet end nu. Små børn under hendes alder blev solgt og græd, og den unge dame undrede sig over hvordan nogen kunne tillade sig at være så hensynsløse. De fleste var alene som hende og uden nogen til at tage sig af dem. Børnene vandt hendes sympati og hun prøvede at være dem til selskab og trøst. Under opholdet lærte hun desuden at tale og forstå Ryll.
Zummie havde kun været hos Fonzerne i en uge da hun prøvede at stikke af første gang. Det mislykkes, men det første forsøg blev opfulgt af flere. Stadig med samme resultat. Det blev irriterende for A'al og endte med at hun blev bedøvet og fik indopereret to sporingschips. En i hendes arm og en i hendes lår. Desuden fik hun trykket et glødende stempel op i hendes højre overarm. Et brændemærke i form af en hvirvel, som i et sort hul. Hun prøvede efterfølgende desperat at få det smertefulde sår til at hele uden at give hende ar, men det var meningsløst.
En dag da hun endnu en gang havde fået en ny 'herre' stoppede hendes evige kamp for en tid. Hun kom i hus under en mand i tyverne. Der blev hun en form for tjenestepige. Det gik i starten ikke så godt, for hun havde trods alt aldrig rørt en kost eller skullet lave lignende ting selv, men fyren virkede anderledes og hun følte for første gang i lang tid at hun blev taget alvorligt og som værende andet end en nipsdukke. Deres forhold blev hurtigt kompliceret og hun blev forelsket. Det skulle dog vise sig at da han havde vundet hendes tillid var han meget dominerende og magtgal. Da hun så nægtede at være føjelig endte hun pludselig hos A'al Fonz igen.
Hun tilbragte i alt 4 år hos Fonzerne og blev 21.
Alle hendes lidelser skulle dog snart vise sig at give medvind, for A'als magtregime stod ved en ende. A'al blev skudt og hans base blev sprængt i luften. Hun havde heldet med sig igen og slap væk uden skræmmer. Hun endte på Shaaddas gader og var på en og samme tid lettet og skræmt. Lettet for endelig at være fri og skræmt fordi det var en hel fremmed følelse der overrumplede hende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle styre det.
Hun så til fascination avancerede maskiner, nye racer og en hel anden form for slum, end hos gangsterne. De fleste var ikke just imødekommende og hun måtte til at tilpasse sig endnu en gang. Der havde hendes tid hos A'al dog rustet hende en anelse. Hun havde aldrig mistet sit lyse sind og sin tro på det gode i mennesker i sin tid som slave, men det havde lært hende at være mere påpasselig. Hun havde kun det tøj hun havde på og det blev hurtigt slidt op, så hun begyndte at stjæle og prøvede altid at holde sig så ren så muligt. Hun måtte dog se til at hvis hun stjal penge fik det konsekvenser for andre. Et eksempel var en far og hans 4 børn. De var fattige selv, så hun gjorde det til en regel at når hun stjal skulle det være fra folk der havde mange af dem. Det at stjæle fra rige mennesker var mere risikabelt, men hun tog altid kun det hun skulle bruge indtil hendes sympati overtalte hende til at tage lidt ekstra og give dem til de i Shaaddas gader, der selv stod i samme båd som hende. Det fik hun til sidst mange kontakter og bekendte for. Hun har lært en del tricks til selvforsvar og kamp. Selv om hun kun har været i miljøet relativt kort tid har hun tilpasset sig det fint.
Taget i betragtning af hendes tidligere guldbur og primadonna-prinsesse status kan Zummie nok godt kaldes en rotte af Shaadda.
-Men en speciel en af slagsen...
