Post by tobitail on May 19, 2010 20:37:23 GMT -5
- Nu har den her historie lagt på Mike's/min kæreste's computer i snart nogle måneder, og nu kan jeg altså ikke vente mere med at vise jer den. Den handler godt nok om en karakter jeg ikke har fået i spil endnu(venter på Julie og Trine giver grøn lys til flere force sensitives), og som kommer fra et PnP rollespil som mig og nogle rigtig gode venner havde gang i for noget tid tilbage! Anyway håber den vil fange jeres opmærksomhed alligevel, god fornøjelse!
Jeg er nød til at løbe hurtigere. Hurtigere! Jeg kan ikke holde det ud, jeg må væk, om det så tager mig for evigt vil jeg forsvinde! Væk, væk, væk!
Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende, igennem gaderne på Coruscant. Der var nogle efter hende. Vagter, som ville have fat i hende, slæbe hende tilbage til det sted hun kom fra. Hendes forældre! De ville sende hende til undersøgelse hos nogle de kaldte RET. Hun var syg sagde de, syg, og de kunne kurere hende. Men de tog fejl! Hun var ikke syg, der var ingenting galt med hende! Hun havde det helt fint, så længe de bare holdt deres mund og lod hende være for sig selv. Hendes lillebror havde bedt hende om ikke at tage af sted, at blive undersøgt og blive rask. Men han var for lille til at forstå. Hun var ved at blive kvalt. Kvalt af alle deres løgne, af det her liv. Han var for lille, alt for lille til at indse at det her ikke var frihed, det var fangeskab og nu ville de sende hende væk for at blive spærret inde som et dyr! Et dyr! Et dumt, åndssvagt dyr!
Kom nu, hurtigere! Du kan godt! Det skal nok gå, du ser dem sikkert igen på et tidspunkt, måske ikke nu men snart, om nogle år!
Det var løgn. De ville ikke vide af hende efter dette. Skandaler, sladder, alt ville komme i medierne. Hendes far ville sikkert fortælle dem at hun var død. Hendes far! Tanken om ham fik hendes blod til at koge og de tåre der før løb ned af kinderne på hende på grund af visheden om at hun aldrig ville se dem igen, blev til en rebelsk vrede og tårerne kom ud af frustration! Sidste gang de havde set hinanden havde de været tæt på at slå hinanden ihjel med intet andet end vrede dødbringende blikke. Han havde aldrig kunne lide hende, og hun aldrig kunne lide ham. Nok havde han givet hende mad, tøj, og uddannelse, men han havde aldrig vist samme interesse for hende som for Adam, hendes lillebror. Han var drengen! Drengen! Hvorfor var mænd så forfærdeligt meget bedre end kvinder?! Kvinder var bedre, på alle måder! Nogle kvinder, ikke dem der var som hendes mor. En pynte dukke, der aldrig kunne stå op for sig selv. Åndssvage kvinde! Dumme kvinde! Hun var svag, et svagt eksempel på en kvinde.
Hun fik ondt i maven af de tanker, hun hadet ikke sin mor. Hun ønskede blot en bedre tilværelse for hende, men det kunne hun ikke fortælle. Aldrig sige noget, bare opføre sig ordentligt, det var reglerne.
Som hun løb ned af gaden klaskede hendes taske imod hendes ryg. I den var kun tøj, penge og lidt mad og vand. Det hun nu lige kunne få fat i uden at virke alt for mistænksom overfor deres droids eller de vagter der patruljerede rundt omkring. Tasken var brun, med neon grønne striber i siderne. Det lignede noget i retningen af en skoletaske som hun havde fået fat i. Farverne var nemme at få øje på, specielt det neon grønne. Derfor måtte hun løbe hurtigt, hen til den hangar hun havde lavet en aftale med. De vidste ikke hvem hun var eller hvor hun kom fra, bare at hun betalte godt, hun havde givet et falsk navn og betalt med kontante credits. Hun kendte dem ikke så de var højst sandsynligt ikke vigtige.
Hun drejede ned af en mørk gade. Det var aften, og der var ikke særlig mange mennesker ude på det her tidspunkt. Hun var altid blevet forbudt at gå ude på Coruscants gader midt om natten, og derfor havde hun altid villet gøre det. Den kolde aftens luft. Hun inhalerede den i store drag som om hun ikke kunne få nok af den. Det var frihed! Hendes skridt kunne småt høres imens hun løb men de blev pludselig gjort selskab af lyden af store militær støvler der hamrede imod metal. De havde ind halet hende! Hun satte farten mere op, og løb ufatteligt hurtig i forhold til hun aldrig havde gjort noget for at komme i form. Der gik heller ikke længe efter hun havde løbet at hun begyndte at gispe efter vejret. Imens hun løb og kunne høre deres støvler som kom fare truende tættere og tættere på, prøvede hun at vende hovedet og se sig om, men hendes lange hår kom i vejen så hun vendte hurtigt blikket ligeud igen men da hun gjorde smækkede hun hovedet lige ind i brystet på en stor soldat i en kæmpe rustning. Hun vaklede baglæns og førte sine hænder op til hendes næse der var begyndt at bløde kraftigt.
,, Av, av, av!”, jamre hun gentagende for sig selv imens hun stod et par sekunder og bed smerten i sig. På de sekunder når en hånd at række ud efter hende og tage fat i hendes ene arm.
,, Der er du frøken Shire, vi var ved at blive bekymrede for Dem”
Hun slår øjne op og ser en af hendes fars soldater stå foran hende. Angsten sætter i galop indeni hende, og hun lader sig slæbe med af ham nogle få skridt, lammet af rædsel, for hun er blevet fanget og skal tilbage! Hun kan smage blodet imens de går, der fylder hendes mund. Blodet der minder hende om nederlag, om at hun er blevet besejret på mindre end et kvarter. Det fylder hendes gane op. Jern, det er smagen. Blodet drypper ned på hendes tøj, eller rettere det forreste af hendes sorte frakke der er syet så den lige passer til hendes time glas' figur.
Hun tænker et øjeblik at det hele nok skal gå alligevel og måske er hun virkelig syg, og skal have hjælp? Men de tanker bliver hurtigt slået ihjel af en anden mere voldelig stemme der fortæller hende hun skal stikke af, og minder hende om fængslet! Om reglerne, om ensomheden! Alle de ting hun ikke ville få, og ikke kunne få. Kærlighed, hun ville finde kærlighed, ikke blive gift med en senator eller anden form for tøsedreng der ikke kunne gøre andet end at bruge hans ord til at skræmme folk! Det var ikke en mand, det var hendes far, og han var ikke en mand! Han skulle kunne slå fra sig og beskytte hende! Give sit liv for hende, og kun hende! Det var egoistisk, en egoistisk tankegang der tilhørte en forkælet pige, men den hjalp hende. Hjalp hende med at rive sin arm til sig og smadre sin hæl ned i Soldatens støvle så hårdt at han bakkede lidt tilbage. Så satte hun i løb igen, væk fra ham. Denne gang tog hun ikke tid til at tænke eller nyde den friske aftens luft. Hun var fokuseret på at løbe og nå frem til den hangar. Hun kunne høre soldaten råbe bag hende og de store støvler satte i løb imod hende. Det var ikke slutningen, dette var kun begyndelsen! Hun ville forsvinde, og så ville ingen nogensinde finde hende igen.
Hun drejer om et hjørne meget hurtigt og gemmer sig bag nogle skralde spande, imens soldaten naivt løber videre forbi. Hun krøller sig sammen op imod muren og lader armene lukke sig sammen om hendes ben, som hun trækker op imod brystet, imens hun et øjeblik gemmer sit ansigt og lytter. Hun bliver siddende indtil at hun ikke kan høre ham længere. Hans skridt dør hen og hun ser op igen. Bange. Det er den første følelse der popper op. Inden hun sætter afsted igen forstiller hun sig at der er nogen ved hendes side. Hun har ikke fået sat noget ansigt på personen, givet ham eller hende et navn eller noget andet. Men personen er der, og hun/han er stærk, og modig og vil beskytte hende indtil hun kommer hen til hangaren. Med denne ”person” ved hendes side rejser hun sig op igen og sætter af i løb ud fra det hjørne hun drejede omkring. Denne gang føler hun sig stærkere, hendes fantasi figur hjælper hende til at skubbe sig afsted, fremad, så selvom hun høre fodtrin og lyde, går hun ikke i panik. Hun løber og bliver ved til hun når hangaren. Der efterlader hendes fantasi ven hende og hun føler sig på en måde reddet. Hun løber op til en mand der står ved indgangen til det lille transport skib hun skal med.
,, H-hey!”, råber hun og løfter en hånd op i luften for at indikere at hun er der.
Manden ser ned på hende;
,, Nå, du nåede det, vi skulle lige til at lette. Skynd dig ind...”, han ser på hendes ansigt.
,, Hør hvor har du fået blodtud fra?”, spørger han.
Hun siger ingenting, hun ser bare blankt op på ham. Efter nogle sekunder trækker manden på skuldrende og går ind i skibet: ,, Det må du selv om..”.
Hun går ind i skibet med ham men stopper da hun lige er kommet indenfor, og lugen er på vej til at gå i. Imens den gør kan hun se soldaterne der styrter imod skibet. Men de når det ikke. De er alt for langsomme. Lugen lukker i, og skibet starter. Hun går hen og sætter sig ned ved siden af en stor kasse imens hun svinger tasken af sig og krammer den med benene trukket op imod brystet. Det var det. Hun kom aldrig tilbage, hendes lillebror, mor, og far, de var døde nu. Med lynlåsen åbner hun tasken hurtigt og hun tager et billede ud hun havde taget med. Det var af dem, hun var klædt som en dukke, præcis som sin mor. Smuk, det skulle hun jo være ellers var der ingen der ville have hende. Hun tog derefter fat i hver sin ende af billedet og begyndte så at rive det i stykker. Stykke for stykke, indtil de lå ligeså splittet og ødelagt som den del af hende der fik hende til at græde og klynke imens hun gjorde det. Hun havde begået selvmord, selvmord. Den del af hende skulle glemmes, den skulle fjernes. Imens hun græder begynder hun også at grine en lille smule manisk, og et smil former sig på hendes læber imens hun siger ordet igen og igen;
,, Frihed!”
Frihed!
Jeg er nød til at løbe hurtigere. Hurtigere! Jeg kan ikke holde det ud, jeg må væk, om det så tager mig for evigt vil jeg forsvinde! Væk, væk, væk!
Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende, igennem gaderne på Coruscant. Der var nogle efter hende. Vagter, som ville have fat i hende, slæbe hende tilbage til det sted hun kom fra. Hendes forældre! De ville sende hende til undersøgelse hos nogle de kaldte RET. Hun var syg sagde de, syg, og de kunne kurere hende. Men de tog fejl! Hun var ikke syg, der var ingenting galt med hende! Hun havde det helt fint, så længe de bare holdt deres mund og lod hende være for sig selv. Hendes lillebror havde bedt hende om ikke at tage af sted, at blive undersøgt og blive rask. Men han var for lille til at forstå. Hun var ved at blive kvalt. Kvalt af alle deres løgne, af det her liv. Han var for lille, alt for lille til at indse at det her ikke var frihed, det var fangeskab og nu ville de sende hende væk for at blive spærret inde som et dyr! Et dyr! Et dumt, åndssvagt dyr!
Kom nu, hurtigere! Du kan godt! Det skal nok gå, du ser dem sikkert igen på et tidspunkt, måske ikke nu men snart, om nogle år!
Det var løgn. De ville ikke vide af hende efter dette. Skandaler, sladder, alt ville komme i medierne. Hendes far ville sikkert fortælle dem at hun var død. Hendes far! Tanken om ham fik hendes blod til at koge og de tåre der før løb ned af kinderne på hende på grund af visheden om at hun aldrig ville se dem igen, blev til en rebelsk vrede og tårerne kom ud af frustration! Sidste gang de havde set hinanden havde de været tæt på at slå hinanden ihjel med intet andet end vrede dødbringende blikke. Han havde aldrig kunne lide hende, og hun aldrig kunne lide ham. Nok havde han givet hende mad, tøj, og uddannelse, men han havde aldrig vist samme interesse for hende som for Adam, hendes lillebror. Han var drengen! Drengen! Hvorfor var mænd så forfærdeligt meget bedre end kvinder?! Kvinder var bedre, på alle måder! Nogle kvinder, ikke dem der var som hendes mor. En pynte dukke, der aldrig kunne stå op for sig selv. Åndssvage kvinde! Dumme kvinde! Hun var svag, et svagt eksempel på en kvinde.
Hun fik ondt i maven af de tanker, hun hadet ikke sin mor. Hun ønskede blot en bedre tilværelse for hende, men det kunne hun ikke fortælle. Aldrig sige noget, bare opføre sig ordentligt, det var reglerne.
Som hun løb ned af gaden klaskede hendes taske imod hendes ryg. I den var kun tøj, penge og lidt mad og vand. Det hun nu lige kunne få fat i uden at virke alt for mistænksom overfor deres droids eller de vagter der patruljerede rundt omkring. Tasken var brun, med neon grønne striber i siderne. Det lignede noget i retningen af en skoletaske som hun havde fået fat i. Farverne var nemme at få øje på, specielt det neon grønne. Derfor måtte hun løbe hurtigt, hen til den hangar hun havde lavet en aftale med. De vidste ikke hvem hun var eller hvor hun kom fra, bare at hun betalte godt, hun havde givet et falsk navn og betalt med kontante credits. Hun kendte dem ikke så de var højst sandsynligt ikke vigtige.
Hun drejede ned af en mørk gade. Det var aften, og der var ikke særlig mange mennesker ude på det her tidspunkt. Hun var altid blevet forbudt at gå ude på Coruscants gader midt om natten, og derfor havde hun altid villet gøre det. Den kolde aftens luft. Hun inhalerede den i store drag som om hun ikke kunne få nok af den. Det var frihed! Hendes skridt kunne småt høres imens hun løb men de blev pludselig gjort selskab af lyden af store militær støvler der hamrede imod metal. De havde ind halet hende! Hun satte farten mere op, og løb ufatteligt hurtig i forhold til hun aldrig havde gjort noget for at komme i form. Der gik heller ikke længe efter hun havde løbet at hun begyndte at gispe efter vejret. Imens hun løb og kunne høre deres støvler som kom fare truende tættere og tættere på, prøvede hun at vende hovedet og se sig om, men hendes lange hår kom i vejen så hun vendte hurtigt blikket ligeud igen men da hun gjorde smækkede hun hovedet lige ind i brystet på en stor soldat i en kæmpe rustning. Hun vaklede baglæns og førte sine hænder op til hendes næse der var begyndt at bløde kraftigt.
,, Av, av, av!”, jamre hun gentagende for sig selv imens hun stod et par sekunder og bed smerten i sig. På de sekunder når en hånd at række ud efter hende og tage fat i hendes ene arm.
,, Der er du frøken Shire, vi var ved at blive bekymrede for Dem”
Hun slår øjne op og ser en af hendes fars soldater stå foran hende. Angsten sætter i galop indeni hende, og hun lader sig slæbe med af ham nogle få skridt, lammet af rædsel, for hun er blevet fanget og skal tilbage! Hun kan smage blodet imens de går, der fylder hendes mund. Blodet der minder hende om nederlag, om at hun er blevet besejret på mindre end et kvarter. Det fylder hendes gane op. Jern, det er smagen. Blodet drypper ned på hendes tøj, eller rettere det forreste af hendes sorte frakke der er syet så den lige passer til hendes time glas' figur.
Hun tænker et øjeblik at det hele nok skal gå alligevel og måske er hun virkelig syg, og skal have hjælp? Men de tanker bliver hurtigt slået ihjel af en anden mere voldelig stemme der fortæller hende hun skal stikke af, og minder hende om fængslet! Om reglerne, om ensomheden! Alle de ting hun ikke ville få, og ikke kunne få. Kærlighed, hun ville finde kærlighed, ikke blive gift med en senator eller anden form for tøsedreng der ikke kunne gøre andet end at bruge hans ord til at skræmme folk! Det var ikke en mand, det var hendes far, og han var ikke en mand! Han skulle kunne slå fra sig og beskytte hende! Give sit liv for hende, og kun hende! Det var egoistisk, en egoistisk tankegang der tilhørte en forkælet pige, men den hjalp hende. Hjalp hende med at rive sin arm til sig og smadre sin hæl ned i Soldatens støvle så hårdt at han bakkede lidt tilbage. Så satte hun i løb igen, væk fra ham. Denne gang tog hun ikke tid til at tænke eller nyde den friske aftens luft. Hun var fokuseret på at løbe og nå frem til den hangar. Hun kunne høre soldaten råbe bag hende og de store støvler satte i løb imod hende. Det var ikke slutningen, dette var kun begyndelsen! Hun ville forsvinde, og så ville ingen nogensinde finde hende igen.
Hun drejer om et hjørne meget hurtigt og gemmer sig bag nogle skralde spande, imens soldaten naivt løber videre forbi. Hun krøller sig sammen op imod muren og lader armene lukke sig sammen om hendes ben, som hun trækker op imod brystet, imens hun et øjeblik gemmer sit ansigt og lytter. Hun bliver siddende indtil at hun ikke kan høre ham længere. Hans skridt dør hen og hun ser op igen. Bange. Det er den første følelse der popper op. Inden hun sætter afsted igen forstiller hun sig at der er nogen ved hendes side. Hun har ikke fået sat noget ansigt på personen, givet ham eller hende et navn eller noget andet. Men personen er der, og hun/han er stærk, og modig og vil beskytte hende indtil hun kommer hen til hangaren. Med denne ”person” ved hendes side rejser hun sig op igen og sætter af i løb ud fra det hjørne hun drejede omkring. Denne gang føler hun sig stærkere, hendes fantasi figur hjælper hende til at skubbe sig afsted, fremad, så selvom hun høre fodtrin og lyde, går hun ikke i panik. Hun løber og bliver ved til hun når hangaren. Der efterlader hendes fantasi ven hende og hun føler sig på en måde reddet. Hun løber op til en mand der står ved indgangen til det lille transport skib hun skal med.
,, H-hey!”, råber hun og løfter en hånd op i luften for at indikere at hun er der.
Manden ser ned på hende;
,, Nå, du nåede det, vi skulle lige til at lette. Skynd dig ind...”, han ser på hendes ansigt.
,, Hør hvor har du fået blodtud fra?”, spørger han.
Hun siger ingenting, hun ser bare blankt op på ham. Efter nogle sekunder trækker manden på skuldrende og går ind i skibet: ,, Det må du selv om..”.
Hun går ind i skibet med ham men stopper da hun lige er kommet indenfor, og lugen er på vej til at gå i. Imens den gør kan hun se soldaterne der styrter imod skibet. Men de når det ikke. De er alt for langsomme. Lugen lukker i, og skibet starter. Hun går hen og sætter sig ned ved siden af en stor kasse imens hun svinger tasken af sig og krammer den med benene trukket op imod brystet. Det var det. Hun kom aldrig tilbage, hendes lillebror, mor, og far, de var døde nu. Med lynlåsen åbner hun tasken hurtigt og hun tager et billede ud hun havde taget med. Det var af dem, hun var klædt som en dukke, præcis som sin mor. Smuk, det skulle hun jo være ellers var der ingen der ville have hende. Hun tog derefter fat i hver sin ende af billedet og begyndte så at rive det i stykker. Stykke for stykke, indtil de lå ligeså splittet og ødelagt som den del af hende der fik hende til at græde og klynke imens hun gjorde det. Hun havde begået selvmord, selvmord. Den del af hende skulle glemmes, den skulle fjernes. Imens hun græder begynder hun også at grine en lille smule manisk, og et smil former sig på hendes læber imens hun siger ordet igen og igen;
,, Frihed!”